Ræk ud, når du har brug for hjælp – elevdag på FGU Vestegnen

Ræk ud, når du har brug for hjælp – elevdag på FGU Vestegnen

Eleverne på FGU Vestegnen var torsdag den 9. marts 2023 inviteret til et særligt event om at klare sig igennem de svære perioder af livet. Dagen bød på hjerteskærende og sande historier fra de modige og ærlige unge fra teatergruppen C:NTACT og også deres egne lærere fra FGU Vestegnen. Målet var at skabe et fællesskab om det, der er svært og at huske alle på, at selvom livet måske ser godt ud for nogle, så gemmer der sig ofte svære perioder og traumer bagved.

Fire unge fortalte modigt deres historier

Teatergruppen C:NTACT, som er en teatertrup, der opsætter forestillinger om sociale problemstillinger med mennesker og deres egne historier, gav FGU Vestegnens elever indblik i hver deres ærlige, svære og meget følsomme historier om f.eks. ensomhed, mobning, psykisk sygdom, angst, selvmordstanker og stofmisbrug. Men også om at finde sig selv, finde fællesskaber og være sårbar, lytte til sig selv og ikke mindst række ud, når man har brug for hjælp.

Teatergruppen består af unge mennesker, der alle selv – og på forskellige måder – har følt sig forkerte, udenfor eller skamfulde. Skuespillerne er ikke skuespillere, men unge, der fortæller deres egne historier om ikke at passe ind. Det er fortællinger om store sår og livslange kampe, men også fortællinger om at finde sig selv og sin plads i forskellige relationer, og især i mødet med andre, der også har det svært. Det handler om den grundlæggende menneskelige trang til at blive set og mødt af andre. Her har alle teatertruppens modige unge fundet et sted at hjælpe andre og samtidig blive hjulpet selv. Som en af medlemmerne i teatertruppen formulerede det:

”Hvis jeg bare kan tale for én anden, der har oplevet det samme som mig og kan relatere til mig og min historie, så hjælper det også mig”.

Jeg ville ikke være mig, hvis ikke jeg havde min historie

Efter forestillingen, som var bygget op som fire historier, fortalt af de unge selv, var der tid til spørgsmål fra salen, og som afrunding på dagen trådte modige lærere og vejledere op og fortalte deres historier om fx mobning, angst, traumer, kropsidealer, stoffer og at flirte med det kriminelle miljø – men også om hver dag at acceptere sin historie og forstå, at alt det, man har oplevet, har formet en som menneske. Den gennemgående pointe for dagen var, at det er altafgørende for mennesker at blive set – og at turde at række ud og få hjælp, når vi mærker, at vi har brug for det.

Med poeten Hjalmar Söderbergs ord kan det siges så enkelt:

One wants to be loved, in lack thereof admired, in lack thereof feared, in lack thereof loathed and despised. One wants to instill some sort of emotion in people. The soul trembles before emptiness and desires contact at any price.

Hjalmar Söderberg
Ny lounge til eleverne i Hvidovre

Ny lounge til eleverne i Hvidovre

Den 8. marts kulminerede et større arbejde for flere hold og værksteder på FGU Vestegnens afdeling i Hvidovre, da der kunne inviteres til indvielse på den nye elev-lounge i bygning 10 i Hvidovre. Loungen, som er tænkt som elevernes frirum til at snakke, hygge, spille et spil bordfodbold eller hvad man har lyst til, er blevet til efter ide af Hvidovres AGU-hold. Holdet har både målt rummet op, designet og indrettet loungen og har fået Håndværk og service til at producere nogle specialedesignede borde til rummet.

Til indvielsen havde Hvidovres Café og køkken-værksted lavet en Oreo-kage og eleverne indtog rummet med stor fornøjelse.

FGU Vestegnen og FGU Nord får 6 millioner af EU’s Socialfond Plus og Region Hovedstaden til 3-årigt trivselsprojekt for elever

FGU Vestegnen og FGU Nord får 6 millioner af EU’s Socialfond Plus og Region Hovedstaden til 3-årigt trivselsprojekt for elever

Et helt nyt projekt, som er finansieret af EU’s Socialfond Plus og Region Hovedstaden og et samarbejde mellem FGU Vestegnen og FGU Nord, skal finde vejen til elevernes motivation og trivsel i hverdagen. Målet er at sikre, at flere unge får en uddannelse, og gennem udvikling og afprøvning af forskellige indsatser, vil de to FGU-institutioner finde nøglen til meningsfuldhed og trivsel for eleverne.

Tre-årigt projekt med fire hovedaktiviteter

Det nye projekt, der starter op i 2023, vil være et samarbejde mellem FGU Nord og FGU Vestegnen. På de tre år, som projektet kører i, vil de to organisationer iværksætte en række nye tiltag fordelt under fire overskrifter:

  1. Et nyt værktøj til måling af trivsel

For at kunne tage temperaturen på de unge FGU-elevers trivsel, vil de to institutioner bl.a. udvikle og afprøve en ny digitalt baseret form for trivselsmåling. Tanken er at kunne få et løbende billede af, hvordan de unge har det, og at bruge denne løbende vurdering til at handle hurtigt på lokale udfordringer.

  • ABC for mental sundhed

En anden hovedaktivitet vil bestå i at sætte gang i en række elevrettede aktiviteter med udgangspunkt i den forskningsbaserede tilgang ”ABC for mental sundhed”. Her henter de to FGU-institutioner hjælp hos forskere på Københavns Universitet, og sammen skal de bl.a. udvikle, kvalitetssikre, iværksætte og integrere en række forløb, der tager udgangspunkt i ABC-tilgangen; nemlig Act – at gøre noget aktivt, Belong –  at gøre noget sammen med andre og Commit – at gøre noget meningsfuldt. Disse tre begreber har nemlig vist sig at være nøglekoncepter i forhold til menneskers trivsel.

  • Medarbejdernes skal klædes godt på

For at klæde medarbejderne på de to FGU-institutioner på til arbejdet med trivsel og unges mentale sundhed, vil FGU Nord og FGU Vestegnen skabe et skræddersyet kompetenceudviklingsforløb. Som en del af forløbet skal der også være mulighed for ekstern sparring og supervision, ligesom udvalgte medarbejdere skal have særlige kompetencer til at forstå, hvordan man som underviser skaber trivsel og håndterer individuel og kollektiv mistrivsel blandt eleverne på hold og værksteder.

  • Trivsel på skoleskemaet

For at arbejde kontinuerligt med trivsel skal der udvikles og afprøves undervisningsforløb om trivsel, som skal være en integreret del af FGU-elevernes hverdag og undervisning. Her kommer de udvalgte medarbejdere med særlige kompetencer til at spille en stor rolle i forhold til at sikre inkluderende arbejdsfællesskaber på værksteder og hold, at fremme positiv adfærd og forebygge mobning – alt sammen for at sikre det nødvendige fundament for læring.

Projektet, der i alt er berammet til 8 millioner kroner, er støttet med sammenlagt 6 millioner kroner af EU’s Socialfond Plus og Region Hovedstaden.

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye til ærlig rundbordssamtale på FGU Vestegnen

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye til ærlig rundbordssamtale på FGU Vestegnen

Selvom gange og klasselokaler lå øde hen, fordi vinterferien havde lagt sig over FGU Vestegnen, stod dørene åbne for ministeren, der havde inviteret sig selv på rundvisning i FGU Vestegnens lokaler i Albertslund og en snak med en flok af skolens lærere, vejledere og ledere. Målet var at blive klogere på, hvad der fungerer og hvad der er udfordringerne på en FGU.

Ministeren blev vist rundt af vejleder Ditte Juhler, lærer på Basis i Albertslund, Søs Høeg, lærer på Omsorg, sundhed og pædagogik i Albertslund, Brigitte Ruellan og områdeleder for Albertslund/Brøndby Anne Bach Pedersen, og her fik han bl.a. lejlighed til at se nogle af skolens mange projekter, både ”have til mave”-projektet, hvor eleverne på Basis dyrker deres egen mad i en af Albertslundafdelingens atriumgårde, ligesom han blev præsenteret for nogle af de fine og udtryksfulde kunstprojekter, som bl.a. eleverne fra Omsorg, sundhed og pædagogik har lavet og som nu udsmykker gangene.

En ærlig rundbordssamtale

Ministeren sluttede besøget af med en næsten to timer lang rundbordssamtale, hvor lærere og vejledere fra FGU Vestegnen fik ordet, og her kom mange forskellige perspektiver på vores både gode og udfordrende hverdag med vores dejlige unge mennesker. Ministeren lyttede interesseret og fik indblik i de mange dilemmaer og erfaringer, som vi i FGU Vestegnen har gjort os i vores 3,5 års levetid, som f.eks. udfordringerne ved de meget forskelligartede læringsmål på de enkelte spor og vores samarbejde med kommunerne.

Til rundbordssamtalen fik de deltagende lærere og vejledere også lejlighed til at uddybe emner fra deres hverdag i FGU Vestegnen. Matiwos Geles Ghebremichael fra AGU-linjen i Brøndby fortalte om helhedsorienteret undervisning, hvor almenfag som f.eks. dansk og matematik flettes ind på en logisk måde i den øvrige undervisning, Tue Bøndergaard, som er vejleder i Ishøj og Hvidovre, fortalte om vejledningsindsatsen på en FGU, Thilde Cedrenius fra Værkstedsbutikken i Hvidovre fortalte om værkstedspædagogik, Senne Hovgård fra Medier & Grafik i Albertslund fortalte om elevgruppen og de udfordringer, der knytter sig hertil, mens Bjørn Andersen Samming fra Brøndby fortalte om uddannelsessporet EGU og hvilke specifikke udfordringer, der har vist på dette område. Udover lærere og vejledere, deltog direktør Hanne Fischer og vicedirektør Nathasja Haldbæk.

Ministeren fik foræret en VSTGN-mulepose med små elevproducerede gaver, f.eks. en toilettaske fra Værkstedsbutikken og fine kunst-postkort fra Medier & Grafik, ligesom han fik en af de populære elev-producerede VSTGN-plakater med motiv fra byen hvor han bor, nemlig Rådhuset i Albertslund. Mens han kunne tage de fine ting i hænderne, fik lærerne lejlighed til at fortælle om deres elever produktioner.

Bestyrelsen til hyggelig middag i café Bataillionen

Bestyrelsen til hyggelig middag i café Bataillionen

Tirsdag den 7. februar 2023 var FGU Vestegnens bestyrelse indbudt til middag i café Bataillionen i Hvidovre. Caféen, der til daglig bemandes af eleverne fra værkstedet Café og køkken i Hvidovre, holder aftenåbent en gang om måneden, hvilket oftest er et stort tilløbsstykke for de lokale i Avedørelejren. Tirsdag aften var ingen undtagelse, og med en lækker, klassisk dansk menu, både tilberedt og effektivt organiseret af eleverne fra Café og køkken og musikalsk underholdning leveret af eleverne fra værkstedet Musik og sceneteknik i Brøndby, var det svært for bestyrelsen ikke at blive revet med af den gode stemning.

Udover middagen blev bestyrelsen præsenteret for hele Hvidovre-afdelingen, fik indblik i eleverne og deres historier og fik for en aften lov til at opleve, hvordan det er at være en del af lokalsamfundet i Avedørelejren.

Café Bataillionen holder aftenåbent en gang om måneden, hvor de serverer en ny spændende buffet og som regel byder på musik.
Hold øje på Café Bataillionens facebookside her, hvis du vil have besked næste gang