Indvielse af headspace i Brøndby

Indvielse af headspace i Brøndby

Den 5. maj inviterede headspace til reception i forbindelse med åbningen af deres nye lokaler i Brøndby Strand. Visual Media og Storytelling og Musik, Koncert og Studieproduktion var blevet inviteret til at deltage og bidrage med deres spidskompetencer; fotos/video og musik.

Visual Media og Storytelling var blevet spurgt, om de, som en kundeopgave, ville stå for at tage fotos og video på dagen. Det er blevet til mange flotte fotos. Eleverne fik også tid til et videointerview med selveste Poul Nyrup Rasmussen, stifteren af headspace.

Musik, Koncert og Studieproduktion skabte en hyggelig stemning med deres musik under arrangementet.

Nederst kan du se Visual Media og Storytellings fotogalleri fra dagen. Linjen har også klippet deres videointerview med Poul Nyrup Rasmussen sammen, hvor du samtidig får glimt af Musik, Koncert og Studieproduktions stemningsfyldte musik. Du kan se videoen på Vimeo – klik her.

Visual Media og Storytellings fotogalleri

ZOOM festival 2025

ZOOM festival 2025

📷 En fortælling af eleverne og undervisere Tom og Henrik fra Visual Media og Storytelling i Brøndby 📷

ZOOM FESTIVAL
FGU’s foto- og filmfestival, ZOOM Festivalen, løber af stablen én gang årligt. Her dyster elever fra hele landet i at skabe kortfilm og fotoserier ud fra et givet tema. Materialet bedømmes af fagdommere fra den professionelle mediebranche, og festivalen afsluttes med et stort prisuddelingsshow, hvor de bedste produktioner belønnes. Visual Media og Storytelling har bl.a. vundet hovedprisen for Bedste Film 14 gange og senest i år, den 30. april 2025.

Årets festival
I starten af april modtog eleverne på film- og fotolinjerne over hele landet den samme opgave: Lav enten en kortfilm på maks. 2 minutter og 30 sekunder eller en fotoserie på 3-5 billeder over temaet “Det afgørende øjeblik”. Over ti intensive dage arbejdede eleverne engageret, og fra Visual Media og Storytelling i Brøndby deltog ikke færre end seks film og to fotoserier i konkurrencen.

Underviser Tom Aarup Larsen fortæller: ”Det er et rekordstort antal film, vi sender afsted i år, og som altid er vores niveau højt. Der er jo en grund til, at vi gennem så mange år har hevet priser med hjem – jeg tror, det handler om, at vi i dagligdagen insisterer på kvalitet. At eleverne lærer de filmiske greb, der bruges til god storytelling – og ZOOM Festival er det perfekte sted at gøre brug af dem.”

Årets festival blev afholdt i Aarhus med deltagelse fra 12 FGU’er fra hele landet.

Priser til ZOOM Festivalen

Visual Media og Storytelling vandt 5 filmpriser ud af de 22 deltagende film.


🏆 Hovedprisen – Bedste Film: “Et Helt Liv” af Magnus

Magnus udtaler: ”Det er jo min anden ZOOM Festival, så i år var jeg mere realistisk og fornuftig omkring, hvad jeg kunne nå. Det gjorde, at jeg fortalte en enkel historie med nogle simple virkemidler – og det gav mig dejlig meget kontrol over hele forløbet. Jeg er superglad for, at det lykkedes.”

Dommerne siger: “”Et Helt Liv” er et enestående eksempel på, hvordan enkle virkemidler kan skabe stor kunst. Gennem en stopmotion-lignende billedside, der føles både taktil og poetisk, formår filmen at skabe en visuel oplevelse, som står i skarp kontrast til nutidens ofte overproducerede udtryk. Historien er fortalt med en sjælden følsomhed og præcision – enkel på overfladen, men dybt resonant i sit indhold. Hvert billede, hver bevægelse og hver stilhed bidrager til at bygge en fortælling om livets skrøbelighed og skønhed. Og da filmen når sit uventede twist, åbenbares hele meningen med rejsen. “Et Helt Liv” beviser, at storhed ikke kræver store armbevægelser – kun modet til at fortælle en nærværende og indlevende historie på sin helt egen måde.”

Se vinderfilmen her (Instagram link).


🏅 Bedste Fortælling: “Hvorfor mig?” af Smilla

Smilla fortæller: ”Jeg ville gerne fortælle om noget alvorligt – en voldtægtssituation. Det er noget, som nogle gange ender lidt som en joke i samtaler. Jeg ville gerne have, folk føler noget.”

Dommerne siger: “”Hvorfor mig” leverer en fortælling, der rammer direkte i maven. Den formår på kort tid at stille store spørgsmål om identitet, sårbarhed og smerte. Fortællingen er ikke bange for at vise svære følelser og mørke øjeblikke, og netop dét gør historien både ægte og modig. Historien er fortalt med stærkt fokus på karakterens indre kamp og udvikling. Publikum bliver suget ind i hovedpersonens perspektiv og mærker den tvivl og frustration, der driver historien frem. Den ærlige tone gør, at filmen bliver siddende i kroppen længe efter, den slutter.”


📷 Bedste Fotografering: “Hjertes Dilemma” af Mandarina

Mandarina siger: ”Jeg er ikke særlig trænet med kamera, men jeg fik bare lov til at tage udstyret med hjem og prøve forskellige ting af. Det var sjovt, og jeg lærte meget af det – og så er det da fedt, at det ender ud i en pris.”

Dommerne siger: “”Hjertes Dilemma” skiller sig ud med en billedside, der er både visuelt betagende og fortællemæssigt stærk. Gennem gennemtænkt komposition, smukt lysarbejde og ‘magic hour’-fornemmelse understøttes historiens følelser og temaer. Brug af lys og skygge skaber dybde og atmosfære, mens farverne understøtter fortællingens tone – fra varme, trygge nuancer til kolde, usikre øjeblikke.”


🎧 Bedste Lyddesign: “Filmen over alle film” af Maria

Maria fortæller: ”Vi havde en helt anden film planlagt og klar til optagelse, men pludselig opstod der problemer. Skuespillere var syge og folk manglede – og så endte vi med at lave en film om det i stedet. På en måde er filmen baseret på det, der rent faktisk skete – men på en sjov og overdrevet måde.”

Dommerne siger: “”Filmen over alle film” fortjener prisen for Bedste Lyd, fordi lyden i filmen bare spiller max. Hver eneste lyd – om det er baggrundsstøj, musik eller stemmer – er supergodt lavet og passer perfekt til stemningen. Lydene er mixet, så man lægger mærke til detaljerne uden at det bliver for meget, og musikken er brugt på præcis de rigtige tidspunkter.”


🎬 ZOOM-Prisen (Specialpris): “Plan Å” af Yakup, Valdemar, Lucas og Kian

Kian fortæller: ”Vi havde lavet en komedie om tre gutter, der forsøger at begå et røveri, og det hele går galt. Det er super fedt, at dommerne giver os en pris for, at vi lykkedes med at lave noget sjovt – for det var lige præcis det, vi ville.”

Dommerne siger: “”Plan Å” rammer plet i komediegenren – både i timing, skuespil og idé. Filmen udmærker sig med velspillede karakterer og et stærkt ensemble, hvor replikker og komiske situationer leveres med naturlighed og energi. Titlen spiller perfekt ind i filmens absurde og charmerende univers – for ja, det er helt klart en Plan Å!”


Underviser Henrik Lindemann runder af: ”Vi er selvfølgelig både glade og stolte over resultatet. Ikke bare tager vi en masse priser, men mange af vores film var også nomineret i forskellige kategorier – bl.a. var alle tre film, der var nomineret til hovedprisen ‘Bedste Film’, produceret af Visual Media. Det taler jo helt for sig selv.”

Tak til Visual Media og Storytelling for fortællingen og fotos.

Visual Media og Storytellings fotogalleri – ZOOM Festival 2025

Visual Media lærer fra sig: hvad karakteriserer en filmgenre?

Visual Media lærer fra sig: hvad karakteriserer en filmgenre?

Har du nogensinde tænkt over, hvilke greb og virkemidler, der er typiske indenfor en bestemt filmgenre? Det har eleverne på Visual Media fået til opgave at lave små film om. I første omgang har de udvalgt seks forskellige genrer, som de forklarer om i små film, der samtidig gør brug af de filmiske greb fra genren.

Indtil videre har eleverne produceret tre små film, der viser og fortæller om, hvad der karakteriserer krimi, thriller og hverdagsdrama. Over de næste uger følger de sidste tre genrer i denne omgang, nemlig horror, roadmovie og fantasy.

”Det er filmteori, produktion, pædagogik, danskundervisning, profilering og nørderi blandet godt og grundigt sammen. Og så er de skide sjove … også at lave,” siger Tom Aarup Larsen, der er lærer på Visual Media

De små film kan du se ved at gå til FGU Vestegnen Brøndbys Instagram

6 elever fra FGU Vestegnen på Eramus+-tur i Portugal

6 elever fra FGU Vestegnen på Eramus+-tur i Portugal

I november 2023 tog 6 elever og 2 lærere fra FGU Vestegnen på den sidste tur i regi af Eramus+-projektet “The EUnique side”. Det betød både store oplevelser, strabadser og nye venner – og her kan du læse om den oplevelsesrige Erasmus+tur.

Endelig afsted – og endelig fremme

Søndag d. 19. november 2023 om morgenen drog de 6 elever og 2 lærere fra Københavns lufthavn med kurs mod byen Braganza i Portugal. Rejsen varede over 13 timer, og bød på både flere lufthavne og ikke mindst på en lang bustur der bragte os på tværs af Portugal og højt op i landskabet.

Fra mandag stod den på undervisning og praktiske øvelser sammen med elever og lærere på de andre samarbejdsskoler fra Rumænien, Kroatien og Portugal. Undervisningen foregik på den lokale portugisiske samarbejdsskole Agrupamento de Escolas Miguel Torga.

Ugens spændende aktiviteter

Vi havde hjemmefra digitalt designet to forskellige t-shirtlogoer og fået vores t-shirts trykt for at tage dem med til Portugal. Derudover havde vi forberedt os på at kunne vise og instruere en traditionel dansk spilaktivitet – vi havde selvfølgelig valgt rundbold som det danske indslag, og det fik vi meget morskab ud af. Ugen med forskellig undervisning, gruppeøvelser og aktiviteter bød bl.a. på:

  • Traditionelle portugisiske konkurrencer og traditionel rumænsk folkedans
  • Digital dannelse og misinformation, hvor vi i grupper på tværs af landene bl.a. skulle kreere vores egne falske og opdigtede nyheder
  • Digitale kogebøger med udgangspunkt i vores forskellige landes klassiske retter
  • Interaktiv historiefortælling ved hjælp af digitale kodningsredskaber
  • Fotosafari i Braganza med fokus på at tage endnu bedre fotos af enten byens monumenter, religiøse elementer eller områdets natur
  • Besøg og rundvisning på det lokale kulturhistoriske museum

Sammenhold på kryds og tværs

Udover at være sammen med elever og lærere fra de andre udenlandske skoler til undervisningen i dagtimerne, var vi så heldige, at vi alle var indkvarteret på det samme lille hotel midt i Braganza-by. Det betød, at vi også om eftermiddagen og om aftenen havde mulighed for at være sammen med eleverne fra de andre lande, og det gav nye bekendtskaber og anderledes oplevelser med i vores oplevelsesrygsække.

Efter en længere hjemrejse (med bl.a. en overnatning i byen Porto), var det et hold glade og trætte elever og lærere fra FGU Vestegnen, der nåede Københavns lufthavn lørdag aften.

Erasmus+-projektet “The EUnique side”

FGU Vestegnen er samarbejdspartner i Erasmus + projektet ”The EUnique Side”, der har fokus på at styrke elever og læreres digitale og sproglige kompetencer, men det er også et projekt med stor fokus på, at projektets aktiviteter skal fremme social inklusion og rumme mangfoldighed blandt elever og lærere – på tværs af kulturelle og sproglige barrierer. Projekt The EUnique Side har været i gang siden foråret 2022 med bl.a. lærertræningsaktiviteter for de danske og internationale projektlærere i maj 2022, samt en uges rejse til Split, Kroatien for elever og lærere i april 2023.

De samarbejdende skoler i projektet er:

Kroatien: Obrtnicka skola
Rumænien: Colegiul National Decebel
Portugal: Agrupamento de Escolas Miguel Torga, Braganza
Danmark: FGU Vestegnen

Tidligere i projekt The EUnique Side har også skolen Karlisu Sosyal Bilimler Lisesi, i Hatay i Tyrkiet været samarbejdspartner. Men grundet det omfattende jordskælv i februar 2023, har skolen desværre været nødt til at trække sig fra projektet.

Tværfagligt forløb med gæstelærer skaber udtryksfulde dansekunstfilm

Tværfagligt forløb med gæstelærer skaber udtryksfulde dansekunstfilm

I en uge blev der arbejdet meget koncentreret i et tværfagligt forløb, hvor eleverne fra både Drama og scenekunstnerisk produktion og eleverne fra Visual Media var med at skabe en kort fortælling, udvikle manuskripter, produktionsplan og skudlister ud fra en personlig oplevelse eller erfaring fra en dramalev.

Workshoppen blev faciliteret af Maia Elisabeth Sørensen, der er koreograf og dansefilmskaber, og understøttet af de to værksteders lærere, og eleverne deltog engageret og kreativt med at udtænke, visualisere og indfange de fire små dansekunstfilm. Den tværfaglige workshop er skabt af trivselspuljemidler, som blev bevilget til FGU Vestegnen i 2021 til at skabe forskellige aktiviteter, der vil kunne understøtte og fremme elevernes sociale, personlige og faglige trivsel.

Her kan du se de fire dansekunstfilm. De er navngivet efter den dramaelev, hvis personlige fortælling er omdrejningspunktet for filmen:

Spencer

Liva

Ishana

Iris

Festligt farvel til FGU Vestegnens dimittender

Festligt farvel til FGU Vestegnens dimittender

Både forældre, pårørende, kommunale vejledere og medlemmer af FGU Vestegnens bestyrelse var mødt op for at være med til at fejre de ca. 80 elever fra alle FGU Vestegnens fire afdelinger, der dimitterer her til sommer. Showet blev styret af de to glamourøse og feststemte konferencierer Anne Sofie og Mogens, der for nogle er bedre kendt som lærere i Hvidovre.

Dimittenderne på scenen

I mindre grupper blev dimittenderne kaldt på scenen, hvor de hver fik en rød rose og deres bevis i et af de populære VSTGN-muleposer, lavet af eleverne på Medier & Grafik. På scenen fik de et par ord med fra deres lærere og klapsalver fra hele salen – inden alle dimittender blev kaldt op til konfettiregn for at markere den store dag, som de alle på hver deres måde har kæmpet for at nå til.

Quiz, omvendt banko og royalt besøg

Efter konfettiregn og klapsalver, blev der taget afsked med alle gæster, så alle FGU Vestegnens elever kunne hygge med quiz og omvendt banko – inden vi blev beriget med et (vistnok) royalt besøg.

Tillykke til alle dimittender, rigtig godt kæmpet og god vind til jer – og til alle vores dejlige elever; vi glæder os til at se jer igen efter sommerferien, når vi starter op torsdag den 3. august.

Rigtig god sommer til alle!