Info for elever
Information for elever
Her kan du finde relevant information for dig, der allerede er elev, eller dig der er kommende elev.
Computer
Vi stiller computere til rådighed til undervisningsbrug. Har du en computer, er du også velkommen til at tage den med og bruge den i forbindelse med undervisningen.
Elevhåndbog
I elevhåndbogen kan du læse vigtige informationer for elever. Du kan læse hele håndbogen eller blot slå op i den, når du har brug for at vide noget bestemt.
Håndbogen er inddelt efter emner og er i alfabetisk rækkefølge.
Åben og læs Elevhåndbogen – klik her (PDF).
Ferier og helligdage
Vi har en fast ferieplan i FGU Vestegnen, som ligger lidt forskelligt fra år til år. Du får stadig udbetalt skoleydelse, selvom FGU Vestegnen holder ferielukket.
Her kan du se, hvornår der er planlagt ferier i 2025:
Kristi Himmelfart
29. maj og 30. maj
Første dag tilbage mandag 2. juni
2. pinsedag
9. juni
Første dag tilbage tirsdag 10. juni
Sommerferie
30. juni – 1. august
Første dag tilbage fra ferie mandag 4. august
Efterårsferie
13. oktober – 17. oktober
Første dag tilbage mandag 20. oktober
Juleferie
22. december 2025 – 2. januar 2026
Første dag tilbage mandag 5. januar 2026
Fravær
Ring til din underviser!
Hvis du er syg, forsinket eller forhindret, skal du give besked til din underviser mellem kl. 8.30 og 8.45 om morgenen. Hvis ikke du ringer, bliver du registreret som ‘ulovligt fraværende’ og bliver trukket i skoleydelse.
Nåede du ikke at ringe til din underviser om morgenen?
Undervisernes telefoner er åbne igen kl. 11.30-11.45, hvor du igen kan ringe og fortælle, hvis du er syg. Hvis du ringer i dette tidsrum, vil du blive registreret ‘ulovligt fraværende’ frem til kl. 12.30 og ‘lovligt fraværende’ resten af dagen.
Ring igen om mandagen
Hvis du har været syg om fredagen og stadig er syg mandag, skal du ringe igen mandag.
Lovligt/ulovligt fravær
Fravær, som ikke er aftalt på forhånd, eller sygdom som ikke er blevet meldt ind mellem kl. 8.30 og 8.45 samme morgen, vil registreres som ”ulovligt fravær” – og det vil blive trukket i din skoleydelse.
Læs alle regler for fravær – klik her.
Hjælpemidler
Elever med funktionsnedsættelser eller tilsvarende svære vanskeligheder
kan gennem skolen søge SPS-støtte (specialpædagogisk støtte) i form af:
- Tegnsprogstolkning og skrivetolkning
- Kompenserende læse- og skriveteknologi
- Personlig assistance (praktisk medhjælp til elever med bevægehandicap)
- Sekretærhjælp
- Særligt udformede undervisningsmaterialer
- Hjælpemidler og instruktion i, hvordan du skal anvende
hjælpemidlerne - Høretekniske hjælpemidler
Måltider
Du har, før undervisningsstart, mulighed for selv at tage et let
morgenmåltid på skolen hver dag kl. 8:15-8:30.
Vi serverer gratis frokost hver dag kl. 11:45 – 12:00, som er en del
af undervisningen.
Det er frivilligt, om du vil benytte dig af muligheden for morgenmad.
Du skal deltage i frokosten, uanset om du spiser med eller ej.
Ordblindhed
FGU Vestegnen er en ordblindevenlig skole. Vi arbejder hele tiden på at udvikle vores tilbud.
Når du starter på FGU Vestegnen:
- Du skal lave en vejledende læse test, hvor vi ser efter tegn på ordblindhed.
- Hvis der er tegn på ordblindhed, vil du skulle gennemføre en test for ordblindhed.
Hvis du er ordblind:
- Vi hjælper dig med at søge om IT-hjælpemidler.
- Vi instruerer dig i brug af læse-skriveteknologi.
- Vi planlægger din undervisning sammen med dig, dine undervisere og vejledere.
Vores ordblindevejleder hedder Kent Bering. Kent er på alle afdelinger hver uge.
Ordensregler
Vi har et sæt ordensregler, som du skal overholde, så længe du går på FGU Vestegnen. Åben og læs ordensreglerne her.
Prøver/eksamen
Prøver i almene fag
Der er på FGU obligatoriske prøver for alle AGU og PGU-elever i fagene matematik og dansk eller DSA (dansk som andetsprog), når du afslutter det niveau, der er fastsat i din forløbsplan.
Har du kun 1 alment fag yderligere, skal du også til prøve i det fag. Har du to eller flere almene fag ud over matematik og dansk eller DSA, bliver der trukket hvilket fag du skal til prøve i.
Du og din lærer får meddelelse om fag udtrukket til prøve tidligst 21 dage og senest 7 dage før undervisningen slutter. Du skal til prøve, når du afslutter det niveau, der er fastsat i din forløbsplan.
Prøven i almene fag bedømmes efter 7-trins-skalaen. Du får en standpunktskarakter efter 7- trins-skalaen i almene fag, som du har gennemført/afsluttet og som ikke har været udtrukket til prøve.
Prøver i de praktiske fag/faglige temaer
Undervisningen i dit faglige tema på PGU (ProduktionsGrunduddannelsen) FGU-niveau 3 afsluttes med en fagprøve. FGU-prøven bedømmes som “bestået” eller “ikke bestået”.
Som udgangspunkt skal alle elever der har opnået og færdiggjort FGU 3-niveau op til prøve i fagligt tema. Derfor bruges standpunktskarakterer kun som bedømmelse, når FGU-niveau 1 og 2 afsluttes.
Tilmelding, særlige prøvevilkår, klager, mm.
Hvad angår rammer for tilmelding, særlige prøvevilkår, brug af egne og andres arbejde, uregelmæssigheder, klager og identifikation af eksaminander, henviser vi til eksamensbekendtgørelsen.
Skema
Som elev kan du se dit skema i FGUplaners elevapp. På din første dag hos os, hjælper vi dig i gang med at bruge appen.
Dagene er ens for alle elever på FGU Vestegnen. Alle møder derfor på samme tid, har undervisning på samme tid og har fri på samme tid. Se det overordnede skema her:
Skoleydelse
Skoleydelse er et beløb, som vi udbetaler til dig, når du går på FGU Vestegnen. Hvor meget du får udbetalt, afhænger af din alder, om du bor hjemme eller ej, hvorvidt du har børn – og hvor mange undervisningsdage, der er i den periode, du får udbetalt skoleydelse for.
Læs mere om hvor meget du kan få, hvornår skolydelsen udbetales, træk for ikke-godkendt fravær, og fejl på lønseddel – klik her.
Har du spørgsmål?
Kontakt en underviser eller vejleder