Fra december 2022 og helt frem til sommeren 2023 er der på flere af FGU Vestegnens hold og værksteder planlagt kurser i førstehjælp. Kurserne har et dobbelt sigte, nemlig både at give eleverne den nyeste viden om, hvad man skal gøre, hvis uheldet for alvor er ude – og samtidig skal aktiviteterne og en anderledes skoledag i selskab med den meget engagerende og underholdende underviser Torben Toft fra Rescue 112 også understøtte elevernes fællesskab på en række linjer på tværs af de fire afdelinger.
Elever og lærere planlagde førstehjælpskursus
Da FGU Vestegnen tilbage i slutningen af 2021 fik bevilliget midler til at skabe forskellige aktiviteter, der vil kunne understøtte og fremme elevernes sociale, personlige og faglige trivsel, gik lærerne og elever fra bl.a. elevrådene i gang med at afdække, hvilke aktiviteter der kunne være interessante at sætte i værk. Valget faldt på førstehjælpskurser, som længe har stået på både elevers og læreres ønskeliste og flere af FGU Vestegnens hold og værksteder har nu fået skemalagt et førstehjælpskursus. Efter alt at dømme har både elever og lærere noget at glæde sig til, for EGU-lærer Bjørn Andersen Samming, der sammen med sit EGU-hold fik det første kursus i december 2022 kunne melde om rigtig gode tilbagemeldinger fra sit hold:
“Både kursusformen, indholdet og i særdeleshed underviseren har været en meget positiv oplevelse for mig og eleverne”, fortæller Bjørn Andersen Samming, og hans kollega Jann Bredahl Sørensen, som til daglig er lærer på Håndværk og Service i Hvidovre er enig:
“Det var både underholdende og lærerigt for både eleverne og mig som lærer. Mine elever var så engagerede, at de bad om at få lov til at holde vores nye kompetencer ajour og bruge dem aktivt i undervisningen. Sammen har vi derfor lavet en plan for, hvordan vi kan vedligeholde vores nye viden om førstehjælp. Det var ikke sket, hvis ikke Torben Tofts kursus havde været så spændende og engagerende,” fortæller Jann Bredahl Sørensen.
Udover EGU-holdet og Håndværk og service, har også værkstedet Omsorg, sundhed og pædagogik i Albertslund haft besøg af Torben og hans medrivende førstehjælpskursus.
Fra februar til april 2023 er det planlagt at de to værksteder i Ishøj, Dyr, natur og landbrug og Byg og anlæg i Ishøj, samt køkkenerne fra afdelingerne i Brøndby og Albertslund skal gennemføre førstehjælpskurser i samarbejde med Torben Toft.
Et tværfagligt kunstprojekt mundede tirsdag ud i en flot fernisering på Medier & Grafik. Her har eleverne i tiden op til jul arbejdet med den amerikanske nonne Søster Corita og hendes grafiske kunstværker – og ud fra hendes manifest har eleverne fra grafisk værksted lavet en række personlige og underfundige værker.
Inspiration i en amerikansk nonne
Søster Corita var en amerikansk nonne, uddannet kunstner og lærer. Hun var i mange år både aktiv kunstner og tilknyttet det katolske college Immaculate Heart i Californien. Her lavede hun bl.a. politisk kunst og underviste eleverne via en række ”regler”, som alle havde til hensigt at få den bedste kunstner frem i den enkelte. Hun havde en udpræget grafisk stil og var meget inspireret af Andy Warhol.
En af hendes arbejdsmetoder var at tage et velkendt slogan og vende det lidt på hovedet ved at bytte et eller flere ord ud for at gøre det personligt. Og det har eleverne fra medier og grafik gjort med deres egne, personlige værker som de har trykt i hånden med silketryk på store plakater – og på maskine til postkort. Derudover har de arbejdet danskfagligt med at beskrive, hvad de har gjort og hvorfor – hvilket er endt med at blive til et lille katalog, der præsenterer både de grafiske og filosofiske overvejelser, som eleverne har gjort sig over deres kunstværker.
Tirsdag den 20. december samledes hele FGU Vestegnen til en festlig juleafslutning med omvendt bingo, musikalske indslag og dimission. Der var pyntet fint op på torvet på afdelingen i Albertslund, hvor vi sagde farvel til 22 elever, som blev sendt afsted med taler, fanfarer, klapsalver, roser, de fine VSTGN-net, eksamensbeviser og konfettikanoner.
Tillykke til alle vores dimittender og held og lykke fremover!
Vi ønsker alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår.
FGU Vestegnen åbner igen efter jul mandag den 2. januar 2023 kl. 9.00.
Alle elever samlet på torvet i AlbertslundDr. Juhler, fru Kedelig og Pascalla styrede omvendt bingoOmvendt bingo: den sidste stående får præmien!
Her kan du se elevernes skema, der er gældende fra 2. januar 2023:
Nye mødetider
De nye mødetider betyder, at eleverne efter nytår møder kl. 8.30 hver dag. De betyder også, at mandag, tirsdag og torsdag har eleverne fri kl. 14.30, og onsdag og fredag har de fri kl. 13.30.
Ændrede måltider
Vi har også valgt at ændre lidt på vores måltid. Det betyder, at der fremover om morgenen kl. 8.30 vil være mulighed for lidt morgenmad, og vores obligatoriske måltid flyttes til kl. 11.45.
God jul – vi ses mandag den 2. januar, hvor vi møder lidt senere, nemlig kl. 9!
Søndag den 4. december 2022 var der gang i det årlige julemarked i Avedørelejren, hvor FGU Vestegnens afdeling i Hvidovre har til huse. Og traditionen tro var mange af FGU Vestegnens kreative værksteder repræsenteret, hvor eleverne solgte ting, de selv har produceret, fx skitsebøger og de populære VSTGN-plakater og -totebags fra Medier & Grafik, fine syede toilettasker, punge, sutteklude og tehætter af upcyclet stof fra Værkstedsbutikken, snedker-juletræer, plantekasser, bænke og en masse andet godt fra Håndværk og Service. FGU Vestegnens telt, der stod på Alarmpladsen, hvor der bl.a. var brassband og juleshow med Nissen Niller, var velbesøgt og eleverne skulle regne hurtigt for at følge med i salget.
Populære flæskestegssandwich blev hurtigt udsolgt
FGU Vestegnens afdeling i Hvidovre havde sørget for masser af mad til de sultne julemarkedsgæster. De havde både lånt STU Vestegnens food truck Trille, hvor man kunne købe varm suppe, og inde i café Bataillionen kunne man få en af de populære flæskestegssandwich – men kun hvis man var hurtigt ude, for alle 250 flæskestegssandwiches blev udsolgt på bare halvanden time. Heldigvis kunne sultne cafégæster stadig få både pommes frites og vegetarsandwich med saftige rødbedefalafler.
Julemarkedet i Avedørelejren er arrangeret af Cirkusmuseet og Forstadsmuseet og er en årligt tilbagevendende begivenhed den anden søndag i advent.
Fine sager fra VærkstedsbutikkenHåndværk og service havde mange fine varer i træ og jern medMan skulle være hurtig, hvis man skulle nå at få en af de fine elevproducerede bænkeDe populære VSTGN-net til 45 kr.Skitsebøger med fine prøvetryk til 25 kr.Godt gang i FGU Vestegnens teltRepresentin’ Medier & GrafikFoodtrucken Trille serverede varm suppe