FGU Vestegnens elever til medrivende oplæg om stoffer

FGU Vestegnens elever til medrivende oplæg om stoffer

En enkelt skuespiller og nogle få virkemidler fik sat tankerne i gang hos FGU Vestegnens elever. Det var oplægget D:R:U:G:S, der fortalte den gribende historie om to tvillingebrødre og deres meget forskellige valg og veje i livet.  

Stoffer er en dårlig ide, det ved alle. Men hvad de færreste ved, er, at man, hver eneste gang man tager stoffer af den ene eller den anden slags, spiller et spil med sit eget mentale og fysiske helbred. Forskellige mennesker reagerer på forskellige stoffer, og du kan aldrig vide, om det er lige præcis dén lille pille, du tager på lørdag, der ender med at koste dig en tur på hospitalet, livslang medicinering eller i værste fald livet.

”Jeg skal ikke sige, at I ikke skal tage stoffer. Men tænk jer om. Tænk jer nu om – og træf de valg, der er rigtige for jer. Og tal med hinanden, bland jer i hinandens liv,” bad skuespilleren bag oplægget.

Oplægget blev vist i Brøndby for eleverne på FGU Vestegnens afdelinger i Ishøj og Brøndby og for eleverne på afdelingen i Albertslund. Oplægget er sponsoreret af Ejnar Christian Christensens fond mod narko.

Sjællandske Nyheder var også med for at se oplægget i Albertslund og du kan læse historien “Barsk omgang om narko: Jakobs historie ramte de unge” fra sn.dk her

Læs også historien “Politidirektør: ’Drugs’ får unge til at tænke sig om” fra sn.dk her

Visual Media fik kæmpe foreningsfest til at poppe

Visual Media fik kæmpe foreningsfest til at poppe

Eleverne på Visual Media har de sidste par måneder haft travlt med at gøre klar til årets foreningsfest AKTIV 2023 i Brøndby, hvor kommunen hædrer og fejrer de frivillige i foreningslivet og uddeler priser til personer eller foreninger, der har gjort noget særligt for kultur- eller sportsverdenen i Brøndby. Arrangementet, der løb af stablen den 10. marts 2023 i Brøndby Hallen, bød knap 500 frivillige i kommunen til middag, prisuddeling og fest.

Det er fjerde gang, at Visual Media er blevet hyret ind til at lave hele den visuelle del af arrangementet, alt fra de små grafiske vignetter, der kører mellem aftenens indslag til videoer af alle nominerede og vindere i de fem kategorier; Årets Initiativ, Årets Ungdomsleder, Årets Idrætsleder, Kulturprisen og Frivilligprisen. Det er borgerne i Brøndby kommune, der kan indstille personer eller foreninger til en pris og priserne bliver modtaget med stor ære. Der er derfor mange øjne på, når eleverne fra Visual Media skal sørge for, at den visuelle del af festen spiller.

”Det er et kæmpe arbejde, der ligger i at planlægge, kontakte alle de nominerede, optage videoer, klippe dem sammen, lave underlægningsmusik, animere grafik – og så selvfølgelig køre det hele live under selve festen, hvor alt vores arbejde skal spille sammen med indslag, taler, optrædener og selvfølgelig værterne,” fortæller Henrik Lindemann, der er lærer på Visual Media på FGU Vestegnens afdeling i Brøndby.

Selve aftenen gik som smurt for Visual Media og deres mange videoer, og de knap 500 deltagere til foreningsfesten AKTIV 2023 blev hyldet og fejret med alt, hvad den kunne trække. Arrangørerne bag eventet var endnu engang så tilfredse med Visual Medias arbejde, at de har booket værkstedet til at gøre det igen næste år.

Læs mere om foreningsfesten AKTIV 2023 og se billeder fra sn.dk her

Fantastisk forårsnyhed: 167 mio. kr. til FGU’erne

Fantastisk forårsnyhed: 167 mio. kr. til FGU’erne

Regeringen har netop præsenteret deres finanslovsudspil, som øremærker 167 mio. kr. til FGU-sektoren.

“Det er en nyhed, der er lige til at blive forårsglad af,” siger FGU Vestegnens direktør, Hanne Fischer, der også er formand for direktør- og rektorkollegiet i FGU’erne politiske organisation, FGU Danmark, der længe har kæmpet for flere midler til vores elever:

“Vores elever har kæmpet og vi i FGU Danmark har kæmpet, og nu ser det endelig ud til at vi får de penge, som vi har efterspurgt. Det er så vigtigt for at skabe det uddannelsestilbud, vores unge har brug for og fortjener,” siger Hanne Fischer.

Hvordan de 167 mio. kr. konkret skal fordeles på landets 27 FGU institutioner afventer en endnu ikke fastlagt fordelingsnøgle.

Læs hele historien fra FGU Danmark her

Malerier skabte møde mellem generationer

Malerier skabte møde mellem generationer

På Ældrecenter Sydvestvej hænger lige nu en udstilling med overskriften Ensemblekunst mellem generationer. Udstillingen er resultatet af et samarbejde mellem plejehjemmet og FGU Vestegnen (Forberedende GrundUddannelse, det der tidligere hed produktionshøjskolen).

– De unge mennesker fra skolen har hjulet os beboere tilrette med farver og papir, og samtidig har de lært noget om gamle folk. Vi beboere, som har deltaget i projektet, har dels fået en oplevelse, og det er godt i sig selv, og dels har vi vedligeholdt vores sociale kompetencer ved lige ved at snakke med pigerne og den enkelte dreng, som har været med, sagde Hr. Henriksen, der er formand for beboerrådet på plejehjemmet.

Møder virkeligheden

Fra skolen har eleverne også fået meget ud af besøget på Ældrecenter Sydvestvej…

Læs hele artiklen fra sn.dk her

Nu ruller projekt ”FGU vil have sex på skemaet”

Nu ruller projekt ”FGU vil have sex på skemaet”

Projektets mål er at skabe et seksualvejledningsforløb, der er skræddersyet til FGU-eleverne og projektet går derfor ud på at få afdækket FGU-elevernes ønsker og behov til et sådant forløb. På baggrund af denne afdækning, kan projektlederen og den fagligt ansvarlige organisation Sex & Samfund sammensætte det helt rigtig forløb til vores elevgruppe, som på sigt skal være en del af de obligatoriske fag PASE eller Identitet og medborgerskab.

Projektet kan deles op i fire faser:

  1. Afdækning
    Første opgave er at afdække, hvad FGU-elevernes ønsker og behov for seksualvejledning er. På FGU Vestegnen betyder dette, at der er udvalgt fire lærere, der skal indgå i projektet og fungere som ressourcepersoner.
  2. Udvikling og opkvalificering
    I denne fase omdannes de indsamlede ønsker og behov til et konkret undervisningsforløb. Dette sker under kyndig ledelse af Sex & Samfund. Her vil FGU Vestegnens udvalgte lærere også deltage i kompetenceudvikling.
  3. Afprøvning
    I denne fase, der kommer til at rulle i efteråret 2023, skal alle elever og lærere på FGU Vestegnens fire afdelinger involveres og deltage i afprøvningen af det udviklede undervisningsmateriale.
  4. Evaluering, justering og udrulning
    Når undervisningsforløbet er gennemført for første gang, vil projektlederne fra Sex & Samfund gennemføre både kvantitative undersøgelser og kvalitative interviews med elever og lærere og ressourcepersonerne på FGU Vestegnen. Herefter skal undervisningsmaterialet justeres og udrulles til alle FGU’er i hele landet.

Projektet er støttet med 0,5 mio. kr. af Undervisningsministeriets pulje for seksualvejledning på ungdomsuddannelserne og FGU. Det er Sex & Samfund og FGU Midt- og Østsjælland, der er projektledere og koordinatorer på fællesprojektet og FGU Vestegnen, FGU Nord og FGU Lolland-Falster er deltagere.