FGU Vestegnens elever til medrivende oplæg om stoffer

Den virkelige historie om Jakob og hans liv med stoffer gjorde indtryk og gav stof til eftertanke.

En enkelt skuespiller og nogle få virkemidler fik sat tankerne i gang hos FGU Vestegnens elever. Det var oplægget D:R:U:G:S, der fortalte den gribende historie om to tvillingebrødre og deres meget forskellige valg og veje i livet.  

Stoffer er en dårlig ide, det ved alle. Men hvad de færreste ved, er, at man, hver eneste gang man tager stoffer af den ene eller den anden slags, spiller et spil med sit eget mentale og fysiske helbred. Forskellige mennesker reagerer på forskellige stoffer, og du kan aldrig vide, om det er lige præcis dén lille pille, du tager på lørdag, der ender med at koste dig en tur på hospitalet, livslang medicinering eller i værste fald livet.

”Jeg skal ikke sige, at I ikke skal tage stoffer. Men tænk jer om. Tænk jer nu om – og træf de valg, der er rigtige for jer. Og tal med hinanden, bland jer i hinandens liv,” bad skuespilleren bag oplægget.

Oplægget blev vist i Brøndby for eleverne på FGU Vestegnens afdelinger i Ishøj og Brøndby og for eleverne på afdelingen i Albertslund. Oplægget er sponsoreret af Ejnar Christian Christensens fond mod narko.

Sjællandske Nyheder var også med for at se oplægget i Albertslund og du kan læse historien “Barsk omgang om narko: Jakobs historie ramte de unge” fra sn.dk her

Læs også historien “Politidirektør: ’Drugs’ får unge til at tænke sig om” fra sn.dk her