Fire priser til Visual Media på årets Zoom Festival

Fire priser til Visual Media på årets Zoom Festival

Eleverne fra Visual Media & Storytelling løb med ikke mindre end fire priser til årets festival, som i år foregik den 4. maj på FGU i Aarhus. Her var unge fra FGU’er fra hele landet samlet for at deltage i et brag af et awardshow, der hædrer foto- og filmkunsten ved at uddele en række priser. Det er et fagpanel, der beslutter, hvem der skal modtage priserne og således bliver de unge vurderet af personer, som selv beskæftiger sig med foto og/eller film på et professionelt niveau – og Visual Media i Brøndby tog altså hele fire priser med sig hjem.

Bedste film

Filmen “Jonas” er produceret af Sarah og Emilie fra Visual Media i Brøndby. Den tog hovedprisen til årets Zoom Festival i Aarhus. Filmen er produceret på 10 dage i marts måned og har temaet “Næste stop”, som alle konkurrencebidrag skulle tolkes over. Dommerne kaldte den bl.a. for ”en fuldendt film”. Det er 5. år i træk at Visual Media vinder denne pris, og det er den 11. i rækken af priser for BEDSTE FILM, som værkstedet har vundet på festivalen.

Bedste fortælling

Gabriel vandt prisen for BEDSTE FORTÆLLING for den surrealistiske film “Dreamcast”. Gabriel har prøvet det før – det er hans 3. pris på Zoom Festival.

Bedste fotografering

Mathias (th) og Albert (tv) tog prisen for BEDSTE FOTOGRAFERING for deres film “Undskyld Skat”.

Zoom-prisen (dommernes særpris)

Mathias vandt også en pris i fotokonkurrencen – en ZOOMPRIS for sin billedserie-reportage af de ældres klimademonstration.

FGU Vestegnen på Grøn Dag i Albertslund

FGU Vestegnen på Grøn Dag i Albertslund

Grøn Dag er vigtig. Den samler Albertslund. Her kan man opleve noget af alt det, byen og borgerne er sammen om. Vi glæder os sammen over foråret, og vi gør vores haver og altankasser klar. Henter kompost, passer på ressourcerne og dropper sprøjtegiftene.

Grøn Dag er et overflødighedshorn af miljø. Af alt det grønne.

Grøn Dag lever i bedste velgående. Det kan man se og opleve 29. april fra kl. 10-14 på Materialegården på Holsbjergvej.

I forbindelse med vedtagelsen af budgettet har det været på tale, at der skulle spares på Grøn Dag. Det er der også blevet….

Læs hele historien “Grøn Dag er miljø til overflod – også uden rundstykker” på sn.dk her

Visual Media fik kæmpe foreningsfest til at poppe

Visual Media fik kæmpe foreningsfest til at poppe

Eleverne på Visual Media har de sidste par måneder haft travlt med at gøre klar til årets foreningsfest AKTIV 2023 i Brøndby, hvor kommunen hædrer og fejrer de frivillige i foreningslivet og uddeler priser til personer eller foreninger, der har gjort noget særligt for kultur- eller sportsverdenen i Brøndby. Arrangementet, der løb af stablen den 10. marts 2023 i Brøndby Hallen, bød knap 500 frivillige i kommunen til middag, prisuddeling og fest.

Det er fjerde gang, at Visual Media er blevet hyret ind til at lave hele den visuelle del af arrangementet, alt fra de små grafiske vignetter, der kører mellem aftenens indslag til videoer af alle nominerede og vindere i de fem kategorier; Årets Initiativ, Årets Ungdomsleder, Årets Idrætsleder, Kulturprisen og Frivilligprisen. Det er borgerne i Brøndby kommune, der kan indstille personer eller foreninger til en pris og priserne bliver modtaget med stor ære. Der er derfor mange øjne på, når eleverne fra Visual Media skal sørge for, at den visuelle del af festen spiller.

”Det er et kæmpe arbejde, der ligger i at planlægge, kontakte alle de nominerede, optage videoer, klippe dem sammen, lave underlægningsmusik, animere grafik – og så selvfølgelig køre det hele live under selve festen, hvor alt vores arbejde skal spille sammen med indslag, taler, optrædener og selvfølgelig værterne,” fortæller Henrik Lindemann, der er lærer på Visual Media på FGU Vestegnens afdeling i Brøndby.

Selve aftenen gik som smurt for Visual Media og deres mange videoer, og de knap 500 deltagere til foreningsfesten AKTIV 2023 blev hyldet og fejret med alt, hvad den kunne trække. Arrangørerne bag eventet var endnu engang så tilfredse med Visual Medias arbejde, at de har booket værkstedet til at gøre det igen næste år.

Læs mere om foreningsfesten AKTIV 2023 og se billeder fra sn.dk her

Malerier skabte møde mellem generationer

Malerier skabte møde mellem generationer

På Ældrecenter Sydvestvej hænger lige nu en udstilling med overskriften Ensemblekunst mellem generationer. Udstillingen er resultatet af et samarbejde mellem plejehjemmet og FGU Vestegnen (Forberedende GrundUddannelse, det der tidligere hed produktionshøjskolen).

– De unge mennesker fra skolen har hjulet os beboere tilrette med farver og papir, og samtidig har de lært noget om gamle folk. Vi beboere, som har deltaget i projektet, har dels fået en oplevelse, og det er godt i sig selv, og dels har vi vedligeholdt vores sociale kompetencer ved lige ved at snakke med pigerne og den enkelte dreng, som har været med, sagde Hr. Henriksen, der er formand for beboerrådet på plejehjemmet.

Møder virkeligheden

Fra skolen har eleverne også fået meget ud af besøget på Ældrecenter Sydvestvej…

Læs hele artiklen fra sn.dk her

Nu ruller projekt ”FGU vil have sex på skemaet”

Nu ruller projekt ”FGU vil have sex på skemaet”

Projektets mål er at skabe et seksualvejledningsforløb, der er skræddersyet til FGU-eleverne og projektet går derfor ud på at få afdækket FGU-elevernes ønsker og behov til et sådant forløb. På baggrund af denne afdækning, kan projektlederen og den fagligt ansvarlige organisation Sex & Samfund sammensætte det helt rigtig forløb til vores elevgruppe, som på sigt skal være en del af de obligatoriske fag PASE eller Identitet og medborgerskab.

Projektet kan deles op i fire faser:

  1. Afdækning
    Første opgave er at afdække, hvad FGU-elevernes ønsker og behov for seksualvejledning er. På FGU Vestegnen betyder dette, at der er udvalgt fire lærere, der skal indgå i projektet og fungere som ressourcepersoner.
  2. Udvikling og opkvalificering
    I denne fase omdannes de indsamlede ønsker og behov til et konkret undervisningsforløb. Dette sker under kyndig ledelse af Sex & Samfund. Her vil FGU Vestegnens udvalgte lærere også deltage i kompetenceudvikling.
  3. Afprøvning
    I denne fase, der kommer til at rulle i efteråret 2023, skal alle elever og lærere på FGU Vestegnens fire afdelinger involveres og deltage i afprøvningen af det udviklede undervisningsmateriale.
  4. Evaluering, justering og udrulning
    Når undervisningsforløbet er gennemført for første gang, vil projektlederne fra Sex & Samfund gennemføre både kvantitative undersøgelser og kvalitative interviews med elever og lærere og ressourcepersonerne på FGU Vestegnen. Herefter skal undervisningsmaterialet justeres og udrulles til alle FGU’er i hele landet.

Projektet er støttet med 0,5 mio. kr. af Undervisningsministeriets pulje for seksualvejledning på ungdomsuddannelserne og FGU. Det er Sex & Samfund og FGU Midt- og Østsjælland, der er projektledere og koordinatorer på fællesprojektet og FGU Vestegnen, FGU Nord og FGU Lolland-Falster er deltagere.