Ny rapport om FGU: høj elevtrivsel trods udfordringer

Ny rapport om FGU: høj elevtrivsel trods udfordringer

En helt ny rapport om FGU fra Danmarks Evalueringsinstitut slår fast, at FGU generelt opleves om et rigtig godt tilbud. Samtidig slår den også fast, at starten har været mere end almindeligt udfordrende med både manglende organisationsinfrastruktur fra starten og kort efter en pandemi.

”Denne rapport slår jo netop fast, at vi har arbejdet i strid modvind fra starten”, siger Hanne Fischer, direktør i FGU Vestegnen. ”Vi håber derfor, at Folketinget læser med og tager bestik af, hvordan FGU’ernes verden rent faktisk ser ud, og at det kommer til at afspejle sig i nye tiltag og finansloven”.

Rapporten slår f.eks. fast at elevgrundlaget reelt er et andet, end det var anslået i reformen ‘Aftale om bedre veje til uddannelse og job’, som var grundlaget for oprettelsen af FGU’erne.

”Samtidig er jeg utroligt glad for at rapporten konkluderer, at eleverne er glade for FGU og i høj grad oplever at være en del af et inkluderende miljø på FGU’erne. Det vidner jo netop om vores fantastiske medarbejdergruppe, der brænder for at arbejde med vores skønne elever. Det her er rent faktisk lykkedes, og det er lykkedes på trods af en umådeligt hård start. Det synes jeg godt, vi kan være stolte af”, slutter Hanne Fischer.

Du kan finde EVA’s helt nye rapport her

Værkstedsbutikken laver kunstnerisk installation på Ungdommens Folkemøde

Værkstedsbutikken laver kunstnerisk installation på Ungdommens Folkemøde

Værkstedsbutikken, der til daglig producerer en række syede varer af overskuds- eller genbrugsmaterialer, som de sælger via forskellige butikker eller selv på f.eks. markeder, gik til opgaven med krum hals. For at hjælpe med ideudviklingen fik holdet besøg af en facilitator fra Ungdomsbureauet, der afholdt en workshop, hvor eleverne kunne komme med deres gode idéer og til sidst bygge et færdigt koncept op.

Fra mange små ideer til færdigt koncept

For at være indbydende skulle loungen naturligvis være en æstetisk flot oplevelse, så langt var holdet enige. De ville også gerne inkorporere deres særlige fokus på genbrug og bæredygtighed. Og endelig ville de gøre det så nemt som muligt at starte en samtale op, selv blandt helt fremmede. Eleverne arbejdede intensivt på workshoppen og langsomt formede ideen om ”samtaleslangen” sig.

Samtaleslangen

Elevernes idé blev en lang række stole, sat sammen, så de veksler mellem at vende samme og hver sin vej. Stolerækken, der består af fine, malede genbrugsstole, der er sirligt pyntet med sensommerens smukke blomster, bugter sig i en lang, kunstfærdig slange, der i sig selv er både smuk, opsigtsvækkende og indbydende, som et levende kunstværk, der bare venter på at blive brugt.

”I Værkstedsbutikken går vi meget op i bæredygtighed, og det var derfor vigtigt for os at få det aspekt med. Det gjorde vi ved at få fat i de fine gamle stole, som udgjorde slangen,” fortæller Thilde Cedrenius og Annette Cajus, der er lærere i Værkstedsbutikken.

Ved siddepladserne var der drypvist hængt små samtalestartere op i form af samtalekort, som man kunne trække, for at få inspiration til at starte en samtale op. Det kunne f.eks. være ”hvad er din livret?” eller ”hvor var du sidst på ferie?”, som kunne indlede en snak mellem fremmede. På en af stolene hang der en ”komplimentskasse”, hvor man kunne trække sig et kompliment, hvis man skulle have brug for et par opmuntrende ord.

Samtaleslangen blev en stor succes og deltagerne på Ungdommens Folkemøde var tydeligt fornøjede ved at være en del af den smukke installation – og værkstedets elever kom en god oplevelse rigere hjem.

I mødet med børnene er du nødt til at være ”på”

I mødet med børnene er du nødt til at være ”på”

Torsdag den 8. september havde Glostrup Bibliotek arrangeret Børnekulturfestival for alle kommunens institutioner og dagplejere i Egeparken, og FGU Vestegnens værksted Omsorg, Sundhed og Pædagogik var inviteret med. Værkstedet havde besluttet sig for at lave en forhindringsbane, hvor de fremmødte børn kunne få udfordret deres grovmotorik og balanceevne. Forhindringsbanen var bemandet på de særligt svære steder, hvor værkstedets elever i bogstaveligste forstand skulle give en hjælpende hånd til de mange eventyrlystne børn.

”Vi havde en rigtig sjov dag, hvor eleverne virkelig fik prøvet deres pædagogiske evner af – og de var så seje og gode i mødet med børnene. Hver gang der var et barn, der havde brug for en hånd, så var der en hånd at få,” fortæller Brigitte Ruellan, holdets lærer.

Det vigtige møde med børnene

Og netop mødet med børnene er så vigtigt for værkstedets elever og deres overvejelser omkring hvad fremtiden skal bringe, for hvis du ikke kan overskride dig selv, når du står foran et barn med en udstrakt hånd og en stille bøn om hjælp, så er det måske ikke den retning, du skal gå i.

”Der er en meget vigtig afklaring i mødet med børn og deres helt umiddelbare måde at være på, når man går på vores værksted. Er det det her jeg vil – og kan? For hvis man ikke trives i det, så giver det jo ikke mening at gå efter at skabe sig et arbejdsliv med børn,” fortæller Brigitte Ruellan, der er så glad for, at corona ikke længere begrænser disse vigtige møder.

”Det var så dejligt for os at være ude og møde de glade børn. Det giver så meget. Jeg håber også, at vi kan få lov til at lave julegaveværksted med et par børnehaver igen i år, som vi plejede at gøre før corona,” fortæller Brigitte Ruellan.

Værkstedet Omsorg, Sundhed og Pædagogik arbejder med bl.a. kreative forløb, workshops og aktiviteter, som giver et godt indblik i, hvad det vil sige at arbejde som f.eks. pædagog eller sosu-assistent med både børn og ældre.

Læs mere om værkstedet “Omsorg, Sundhed og Pædagogik” her

Masser af glade børn forsøgte sig med den udfordrende forhindringsbane, hvor FGU Vestegnens elever stod klar med en hjælpende hånd.

‘Vejleder til vejleder’-udviklingsforløb

‘Vejleder til vejleder’-udviklingsforløb

Formål

Formålet med forløbet er at udvikle det allerede eksisterende samarbejde mellem KUI og FGU Vestegnen.

På konferencen ”Sammen om FGU” den 23. maj satte vi sammen fokus på vores målgruppe og dens udfordringer, de politiske og nationale udfordringer for FGU, og skabte et godt fælles afsæt for det videre samarbejde.

Med forløbet vejleder-til-vejleder ønsker FGU Vestegnen at gå endnu mere ned i konkrete temaer, som kunne være relevante at drøfte og udvikle praksisser omkring sammen.

Indhold og struktur

Forløbet tager sit indholdsmæssige afsæt i aktuelle udfordringer i vejledningsarbejdet omkring unge på vej til eller i gang med FGU.

De indholdsmæssige fokuspunkter er udarbejdet på baggrund af dialog med repræsentanter fra FGU Vestegnen og KUI-repræsentanter fra forskellige kommuner

Strukturelt og som rød tråd anvendes den didaktiske model for ungeprogression, som er udarbejdet i projektet Unge med Kant. Hermed sikres et helhedsorienteret blik på kædeansvaret omkring den enkelte unge.

Derudover er forløbet struktureret som en vekselvirkning mellem kursusdage, afprøvninger i praksis og fælles refleksioner over afprøvningerne.

Deltagere, tid og sted

Deltagerne i forløbet ‘Vejleder til vejleder’ er FGU Vestegnens vejledere og derudover er vejledere fra KUI fra de syv samarbejdskommuner inviteret til deltagelse. FGU Vestegnen har afsat midler til at arbejde med vejleder-til-vejleder samarbejdet, og vil gerne invitere KUI-vejlederne med i dette.

Forløbet starter op september 2022 og løber frem til november 2022. Konkret er datoerne

  • den 7. september kl. 9-15,
  • den 6. oktober kl. 9-13,
  • den 27. oktober kl. 9-15 og
  • den 24. november kl. 9-11.

Forløb ´Vejleder til vejleder´ afholdes i FGU Vestegnens lokaler. Lokation vil blive skrevet ind i kalenderinvitationerne.

Underviser

Forløbet ´Vejleder til vejleder´ varetages af Iben Lykkebo, fagansvarlig og lektor under Diplomuddannelse i uddannelses-, erhvervs- og karrierevejledning og bred erfaring med at varetage kurser og sparring for FGU-vejledere og KUI.

Spørgsmål til forløbet kan sendes til Maja Hansen maha@fguvestegnen.dk

Grøn oase midt i byen: Elever dyrker deres egen mad

Grøn oase midt i byen: Elever dyrker deres egen mad

En lille grøn plet i form af en atriumhave på FGU Vestegnen afdeling i Albertslund er blevet til arnestedet for projekt ”fra jord til bord”, hvor eleverne fra basis-holdet er blevet kastet ud i køkkenhavens glæder og udfordringer.

I marts måned 2022 lavede eleverne de første indledende øvelser til at starte deres helt egen spisehave op. Her blev indkøbt værktøj, krydderurter og frø, og sammen med træværkstedet i Ishøj planlagde eleverne, hvordan deres plantekasser skulle se ud. Da foråret bragt sol og frosten slap sit tag i jorden, tog eleverne de første spadestik til deres spisehave.

Det skulle vise sig at være en større udfordring end først antaget, for den gamle atriumhave var tilgroet af buske, der strakte deres knudrede rodnet langt ned i jorden…

Læs hele artiklen fra Albertslundposten her