Værkstedsbutikken laver kunstnerisk installation på Ungdommens Folkemøde

Hvordan laver man et hyggeligt og indbydende loungeområde, der inviterer til samtale? Det var opgaven for FGU Vestegnens hold Værkstedsbutikken, da de blev spurgt om de ville hjælpe til på Ungdommens Folkemøde den 7.-8. september 2022 i Valbyparken.

Stole dekoreret med blomster

Værkstedsbutikken, der til daglig producerer en række syede varer af overskuds- eller genbrugsmaterialer, som de sælger via forskellige butikker eller selv på f.eks. markeder, gik til opgaven med krum hals. For at hjælpe med ideudviklingen fik holdet besøg af en facilitator fra Ungdomsbureauet, der afholdt en workshop, hvor eleverne kunne komme med deres gode idéer og til sidst bygge et færdigt koncept op.

Fra mange små ideer til færdigt koncept

For at være indbydende skulle loungen naturligvis være en æstetisk flot oplevelse, så langt var holdet enige. De ville også gerne inkorporere deres særlige fokus på genbrug og bæredygtighed. Og endelig ville de gøre det så nemt som muligt at starte en samtale op, selv blandt helt fremmede. Eleverne arbejdede intensivt på workshoppen og langsomt formede ideen om ”samtaleslangen” sig.

Samtaleslangen

Elevernes idé blev en lang række stole, sat sammen, så de veksler mellem at vende samme og hver sin vej. Stolerækken, der består af fine, malede genbrugsstole, der er sirligt pyntet med sensommerens smukke blomster, bugter sig i en lang, kunstfærdig slange, der i sig selv er både smuk, opsigtsvækkende og indbydende, som et levende kunstværk, der bare venter på at blive brugt.

”I Værkstedsbutikken går vi meget op i bæredygtighed, og det var derfor vigtigt for os at få det aspekt med. Det gjorde vi ved at få fat i de fine gamle stole, som udgjorde slangen,” fortæller Thilde Cedrenius og Annette Cajus, der er lærere i Værkstedsbutikken.

Ved siddepladserne var der drypvist hængt små samtalestartere op i form af samtalekort, som man kunne trække, for at få inspiration til at starte en samtale op. Det kunne f.eks. være ”hvad er din livret?” eller ”hvor var du sidst på ferie?”, som kunne indlede en snak mellem fremmede. På en af stolene hang der en ”komplimentskasse”, hvor man kunne trække sig et kompliment, hvis man skulle have brug for et par opmuntrende ord.

Samtaleslangen blev en stor succes og deltagerne på Ungdommens Folkemøde var tydeligt fornøjede ved at være en del af den smukke installation – og værkstedets elever kom en god oplevelse rigere hjem.