Verdens bedste lærere gav Luka mod på at gå i skole

Verdens bedste lærere gav Luka mod på at gå i skole

Luka på virker afklaret og rolig. Efter nogle turbulente år har han fået ro på sin hverdag og har endelig fået sin egen bolig i Avedøre. Det giver ham ro til at tænke fremad i forhold til uddannelse. Men sådan har det ikke altid været. Som mange andre unge har Luka haft en skoletid præget af mange skift og dårlige oplevelser. Efter endt folkeskole startede han på Det Frie Gymnasium, men droppede ud efter 1.g. Det var ikke rigtig noget for ham. Han vidste ikke rigtig hvad han så skulle, men en ven tippede ham om, at man kunne få teater/drama på produktionsskolen i Brøndby, som netop i den tid overgik til at være FGU.

Modenhed, tolerance og videbegær

På FGU har Luka fået et rigtig godt socialt liv, hvor han tidligere var meget introvert. Samtidig har han med egne ord fået en større tolerance overfor at lære ting, som måske ikke lige har hans umiddelbare interesse. Og langt større evne til at koncentrere sig og reflektere. Han tilskriver lærernes engagement og væremåde meget af æren for hans ændrede holdning til det at gå i skole:

”Her er verdens bedste lærere. De sørger for, at alle er trygge og har det godt”, siger han og fortsætter: ”De behandler os på lige fod samtidig med, at de stiller krav. De er ikke autoritære, men giver en lyst til at opretholde en vis moral.”

Efter to år føler Luka sig derfor klar til at videreuddanne sig og endda måske tage en HF og gå videre med en pædagoguddannelse, hvis han ikke kommer ind på sin drømmeuddannelse:

”Jeg er blevet mere moden, I guess – og mere videbegærlig.”

Luka afslutter sin uddannelse hos FGU Vestegnen i december 2021 og håber at starte på Den Danske Scenekunstskole til august.

FGU Vestegnens direktør hos statsministeren

FGU Vestegnens direktør hos statsministeren

Fredag deltog FGU Vestegnens direktør Hanne Fischer – sin egenskab af formand for FGUs Danmark Direktør-rektorkollegie – til dialogmøde om uddannelse på statsministerens repræsentationsbolig, Marienborg, sammen med andre repræsentanter for det danske uddannelsessystem. Her var både folkeskole, erhvervsskoler, universiteter og så altså FGU. Og unge fra de forskellige elevorganisationer. Ud over statsministeren deltog også børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil og uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen.

I Mette Frederiksen kom i sin velkomsttale blandt andet ind på, at vi skal bryde den sociale arv – hver sjette elev går ud af folkeskolen uden de grundlæggende færdigheder. Målet er, at alle skal med og der skal sættes ind tidligt. Det er en tragedie, at 45.000 unge ikke er i job og uddannelse, sagde hun. Der skal derfor mere fleksibilitet ind i uddannelsessystemet – vi skal åbne døre for de unge.

FGU er en del af løsningen

Under rundbordsdiskussionen var emnerne bl.a. skoletrætte elever og praktisk undervisning. Der blev talt om forholdet mellem teori og praksis, at eleverne skal kunne se meningen med undervisningen, dannelse, mestring af færdigheder, motiverende læring, sammensætning af lærerkompetencer og gerne flere faglærte ind på folkeskolen.

Efterfølgende skrev Hanne Fischer på Twitter:

”På FGU er der god trivsel, mange elever kommer godt videre – så send flere elever.”

Statsministeren rundede dagen af med at tale om, at det er vigtigt hvordan vi bruger pengene i uddannelsessystemet, der skal være mere respekt omkring lærerne, de skal have autoritet men ikke være autoritære, der skal være mere vejledning og et bedre samarbejde mellem skolen og arbejdsmarkedet, og sidst, men ikke mindst der skal være mere leg – det skaber en bedre kreativitet og myndiggør de unge.

Alt sammen fine takter, som flugter så fint med FGUs grundlag og som forhåbentlig følges op af ressourcer, så vi kan være en større del af løsningen på den vigtige opgave at gøre de unge klar til videre uddannelse eller job.

Indvielse af vores nye lokaler i Albertslund

Indvielse af vores nye lokaler i Albertslund

Cirka 200 elever får deres daglige gang på den nye adresse, og FGU Vestegnens ledelse og administration er allerede flyttet ind. I dag klippede Albertslunds borgmester og bestyrelsesformand for FGU Vestegnen, Steen Christiansen, så officielt den røde snor til skolen. Og han er begejstret for, at FGU Vestegnen får adresse centralt i Albertslund.

”FGU er en vigtig del af indsatsen for de unge under 25 år, som ikke er i uddannelse eller job, og så er placeringen et godt match ift. samspillet med de øvrige uddannelsesinstitutioner og de unges videre færd,” siger Steen Christiansen, som også ved dagens arrangement understregede, at skolen har gode naboer og et godt studiemiljø.

Rammerne står færdige, men nu er det op til jer til at fylde dem ud.
Skolens direktør, Hanne Fischer, talte også til skolens elever:

“Rammerne står færdige, men nu er det op til jer til at fylde dem ud. Hvilke værdier er vigtige for jer? Hvilken kultur vil I skabe? Hvordan taler I til hinanden? Hvordan passer I på hinanden? Hvordan lærer I bedst alt det, I skal lære? Hvordan skaber I de gode fællesskaber, hvor der er plads til alle? Nu er det op til jer elever sammen med lærerne at indtage skolen og bygge skolen op – så det bliver jeres skole. Jeg håber, at I i den proces må være nysgerrige, lydhøre, modige og udforskende – og at I har alle lyst til at bidrage til opgaven.

For mig er det vigtigt, at vi sammen får skabt et fælles FGU. Det skal være et FGU med samvær og hvor vi knytter bånd og relationer. Et FGU, hvor I føler sig som en del af noget, som er større end bare uddannelsen selv. Med det budskab vil jeg sige velkommen til – til et ny skoleår og til vores nye lokaler.”

Personlig udvikling, boglige fag og værksteder
FGU er et nyt uddannelsestilbud for unge op til 25 år, som har brug for et samlet uddannelsestilbud efter grundskolen for at blive klar til en erhvervsuddannelse, gymnasial uddannelse eller beskæftigelse.

På FGU Vestegnen i Albertslund tilbydes der et basis-spor med fokus på social og personlig udvikling, AGU (almen grunduddannelse) for elever, der gerne vil forbedre sig i et eller flere boglige fag for at søge ind på en ungdomsuddannelse og desuden værkstedsfagene ”Omsorg, pædagogik og sundhed”, ”Grafisk design”, ”Køkken, mad og ernæring” samt ”Spildesign” og ”Support”.

Skolens afdeling i Albertslund/Glostrup, som tidligere lå på Sydvestvej i Glostrup, har længe haft mangel på undervisningslokaler, og efter længere tids research faldt valget på Løvens Kvarter 17/Oksens Kvarter 14 i Albertslund.

FGU Vestegnens øvrige afdelinger ligger i Brøndby, Hvidovre og Ishøj.

Plads og miljø

Lokalerne på Løvens Kvarter 17 har tidligere huset Sydskolen og Kongsholm Gymnasium, så der har altid været drevet skole i lokalerne. Det har haft en vis betydning for valget adressen til FGU Vestegnens afdeling, som altså nu får adressen Oksens Kvarter 14.

”Lokalerne i Albertslund er virkelig velegnede til undervisning på FGU – hvor vi ud over værkstedsfag tilbyder undervisning og eksaminer i de grundlæggende fag som dansk, matematik og naturfag”, fortæller direktør Hanne Fischer.

”Adressen har samtidig den fordel, at den ligger i en campus, hvor der i forvejen er unge og uddannelsesmiljøer lige om hjørnet. Desuden er der god infrastruktur – let adgang til tog og busser”, siger Hanne Fischer, som tilføjer: ”Vi glæder os meget til at fylde skolen med liv og læring”.

Tak fordi du ikke ryger på FGU Vestegnen

Tak fordi du ikke ryger på FGU Vestegnen

Røgfri skoletid kan forebygge rygestart, hjælpe elever og ansatte til at ryge mindre og skabe et fællesskab uden røg. Forskning har vist, at der er sammenhæng mellem rygeregler og antallet af rygere blandt eleverne. Jo strammere regler, jo færre rygere.

Mange unge ryger, fordi de oplever kammerater og andre ryge. På nogle skoler er rygning en stor del af det sociale liv. Rygning er den del af kulturen, og unge vil forsøge at tilpasse sig den dominerende kultur, når de starter på skolen. Rygning kan være en adgangsbillet til fællesskabet. Med røgfri skoletid kommer pauserne og det sociale liv til at handle om andet end rygning, og eleverne deler sig ikke op i ryger og ikkeryger grupper.

I følge loven omfatter røgfri skoletid alle tobaksrelaterede produkter – dvs. alle produkter med tobak og nikotin, der ikke er godkendt som lægemidler. Det omfatter også øvrige relaterede produkter som fx e-cigaretter uden nikotin.

Derudover er det ikke tilladt at ryge eller anvende andre tobaksrelaterede produkter på skolens område. Dette gælder alle – både ansatte og andre besøgende.

Vil du have hjælp til at stoppe med at ryge? Se lokale tilbud her: https://stoplinien.dk/roegfri/find-rygestoptilbud-naer-dig

FGU gør en forskel

FGU gør en forskel

Som nyeste skud på uddannelsesstammen er FGU stadig en lidt mystisk størrelse for mange. Avisen Vestegnen har skrevet nogle rigtige gode artikler om, hvordan vi gør en forskel. “Det vigtigste er, at vi tænder gnisten i øjnene på de unge”, siger vores direktør Hanne Fischer. Læs med her.

Podcast om forandringer og FGU Vestegnen

Podcast om forandringer og FGU Vestegnen

Under coronanedlukningen har vores musiklinje designet, udviklet og produceret deres egen podcast omkring det at være ung under en pandemi og arbejde hjemmefra. Og så har de valgt noget musik, som de synes passer til emnet.

Det er nu blevet til ni podcastepisoder, som du kan høre lige her

Episode 9 er lidt anderledes, da musiklærer Simon Roland Pedersen har inviteret noget af ledelsen i studiet til at tale om forandring, nemlig Sanne E. Jessen, som er pædagogisk leder i vores Brøndby-afdeling, direktør Hanne Fischer og Nathasja Haldbæk, vicedirektør og konstitueret leder i Hvidovre.

Det er der kommet en rigtig spændende podcast ud af, hvor FGU Vestegnens historie og udvikling i er centrum. Og så selvfølgelig den gode musik. Hør det her.