I 2019 havde Kat afsluttet Grundforløb I på Sosu H og søgte ind på grundforløb II med retning mod uddannelsen til pædagogisk assistent. Til hendes – og hendes læreres – store overraskelse kom hun ikke ind. Det gav ikke rigtig mening og satte en kæp i hjulet for Kat. Fra at være afklaret og godt på vej, blev hun forvirret og vidste pludselig ikke helt, hvad hun ville. Det gik der et halvt års tid med.
Via hjælp fra familie og en vejleder i Vallenbæk Kommune fandt hun vej til linjen Omsorg, sundhed og pædagogik på FGU Vestegnen, og det lød som det helt rigtige for Kat.
Praktik på et plejehjem
På Omsorg, sundhed og pædagogik kommer eleverne i praktik i seks uger om året. De får først et par dage til at finde ud af, hvor de gerne vil hen og til at kontakte diverse virksomheder, og herefter to uger i praktik.
Kat kom i sin praktik på et plejehjem, hvor hun fulgte sin kontaktperson – en demensansvarlig, som er sosu-uddannet, men som derefter har specialiseret sig i demens via personlig interesse og en akademisk uddannelse i socialarbejde. Sammen med kontaktpersonen kom Kat rundt på hele plejehjemmet og talte med både beboere, pårørende og personale.
I de to uger, Kat var i praktik, blev hendes ordforråd udvidet med fx værgemålssager, socialpædagogiske handleplaner og samtykkehabilitet. Alt sammen opgaver, som den demensansvarlige sidder med. Dertil kommer fx dokumentation og vurdering af borgere på rehabilitering – om de var klar til at komme hjem eller om de skulle foreslås en plejehjemsbolig. Ifølge Kat er der meget fokus på, at der ikke er tvang – det skal være borgerens eget valg.
Små ting skaber bånd
Noget af sin praktik tilbragte Kat i ”Oasen” – et kreativt aktivitetssted for beboerne – hvor hun bl.a. pyntede op til halloween. Her fik hun dannet bånd til et par at de demente beboere. Blandt andet en mandlig beboer, som kom hen, da Kat var ved at hænge et skellet op og spurgte hvor mange knogler, mennesker har.
”Den lillebitte snak vi havde, blev til den måde han senere genkendte mig på,” fortæller Kat. Oplevelsen fik hende til at tænke over, at selv en lille snak, et kompliment eller en hverdagsting kan skabe bånd og relationer.
”Det er så lidt der skal til for at give et smil på læben,” siger hun.
Praktikken har guidet Kat lidt mere i retning af, hvad hun gerne vil arbejde med i fremtiden – fx på et opholdssted, i en klub eller noget lignende. Gerne et kreativt miljø, hvor hun kan skabe relationer med fx børn, demente eller handicappede.
Kat afslutter sin uddannelse hos FGU Vestegnen i juni 2022 og hun ved endnu ikke helt, hvad der så skal ske. Måske vil hun tage et job for at blive mere afklaret.