Fernisering på tværfagligt grafisk kunstprojekt i Albertslund

FGU Vestegnens elever fra Medier og Grafik lavede kunstprojekt inspireret af en nonne fra det politisk urolige USA i 1950’erne og 1960’erne.

Et tværfagligt kunstprojekt mundede tirsdag ud i en flot fernisering på Medier & Grafik. Her har eleverne i tiden op til jul arbejdet med den amerikanske nonne Søster Corita og hendes grafiske kunstværker – og ud fra hendes manifest har eleverne fra grafisk værksted lavet en række personlige og underfundige værker.

Inspiration i en amerikansk nonne

Søster Corita var en amerikansk nonne, uddannet kunstner og lærer. Hun var i mange år både aktiv kunstner og tilknyttet det katolske college Immaculate Heart i Californien. Her lavede hun bl.a. politisk kunst og underviste eleverne via en række ”regler”, som alle havde til hensigt at få den bedste kunstner frem i den enkelte. Hun havde en udpræget grafisk stil og var meget inspireret af Andy Warhol.

En af hendes arbejdsmetoder var at tage et velkendt slogan og vende det lidt på hovedet ved at bytte et eller flere ord ud for at gøre det personligt. Og det har eleverne fra medier og grafik gjort med deres egne, personlige værker som de har trykt i hånden med silketryk på store plakater – og på maskine til postkort. Derudover har de arbejdet danskfagligt med at beskrive, hvad de har gjort og hvorfor – hvilket er endt med at blive til et lille katalog, der præsenterer både de grafiske og filosofiske overvejelser, som eleverne har gjort sig over deres kunstværker.