Nu kan endnu flere elever komme tilbage

Nu kan endnu flere elever komme tilbage

Tilbagevenden foregår i dialog med eleven
Når vi vurderer, hvem vi mener, der kan have behov for at komme tilbage, sker det i dialog med den enkelte elev og kommunen. Samtidig lytter vi også til de elever, som henvender sig med et ønske om at få lov til at komme fysisk tilbage på vores afdelinger. Vi vil vurdere hver enkelt sag hver for sig, så vi sikrer os, at vi gør, hvad vi kan for vores elever.

Vi følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger
Vi overholder selvfølgelig Sundhedsstyrelsens krav om fx afstand, håndvask, afspritning og rengøring, når elever og medarbejdere møder fysisk ind på vores afdelinger.

Sådan skal ansatte og elever håndtere symptomer på COVID-19

Sådan skal ansatte og elever håndtere symptomer på COVID-19

Hvornår er man syg?
Man vurderes som syg, når der er symptomer på sygdom, også ved milde symptomer som forkølelse. Det betyder, at man ved symptomer på sygdom skal blive hjemme fra arbejde eller skole.

Ved sygdom opstået i undervisningstiden
Hvis en elever eller en ansat får symptomer på sygdom, mens de er på skolen, skal de hurtigst muligt tage hjem og blive der, indtil 48 timer efter de har haft sidste symptomer.

Handlingsplan, hvis en elev eller ansat på skolen er påvist med COVID-19
Hvis en person, der har været på skolen, konstateres smittet med COVID-19, skal den pågældende straks informere skolen om dette, så de personer, den pågældende har været i nær kontakt med, informeres. Herefter sender skolen straks en besked til alle, der har været i nær kontakt med den COVID-19-smittede, om, at der er konstateret smitte hos en, de har været i kontakt med (uden at oplyse navn), og at de:

  • skal være særligt opmærksomme på sygdomstegn
  • i endnu højere grad skal følge de generelle råd om god hygiejne
  • som udgangspunkt gerne må møde op på skolen
  • gøres opmærksomme på Sundhedsstyrelsens materiale til nære kontakter

Hvis en i husstanden er påvist med COVID-19
Det anbefales, at personer med påvist COVID-19 i så høj grad som muligt isolerer sig i hjemmet væk fra andre i husstanden og ikke har fysisk kontakt med personer i hjemmet. Hvis man bor i husstand med en person med påvist COVID-19, må man gerne komme på skolen eller på arbejde. Der opfordres dog til, at man i sådanne tilfælde er særligt opmærksom på at efterleve Sundhedsstyrelsens anbefalinger for adfærd og hygiejne, samt at man er særligt opmærksom på symptomer på sygdom, og bliver hjemme hvis man får symptomer. Personer, der forlader husstanden, skal vaske hænder lige inden hjemmet forlades.

FGU Vestegnen forventer ikke at åbne fysisk efter påske

FGU Vestegnen forventer ikke at åbne fysisk efter påske

Efter statsministerens udmelding tirsdag den 31. marts om, at regeringen satser på en gradvis genåbning af Danmark efter påske, har FGU Vestegnen spekuleret på, om vi kan få lov til at åbne for vores elever og vores dagligdag igen. Vi ved af gode grunde ikke, præcis hvordan planen ser ud, men da regeringen vil kigge tallene igennem over påske og derefter vurdere situationen, ved vi dog så meget, at vi IKKE regner med at åbne igen lige efter påske.

Elever og ansatte skal ikke møde fysisk op tirsdag den 14. april efter påske – men mødes på en digital platform
I stedet for at kunne byde vores elever velkommen tilbage til FGU Vestegnens fire afdelinger efter påske, beder vi derfor alle vores elever om at fortsætte med den nye, digitale kontakt med deres hold og lærere efter påske, som de allerede er godt i gang med nu. Hver enkelt elev får besked direkte fra deres lærer om, hvordan og hvornår de skal ”mødes” igen efter påske på holdets platform, som fx Teams, Facebook, Classroom, Discord eller noget helt femte, som de efterhånden er vant til at mødes på.

Vi opdaterer løbende hjemmesiden med nye informationer
Vi vil løbende opdatere vores hjemmeside med nyheder om, hvordan den næste tid kommer til at forløbe, så snart vi ved noget.

Karaktergivning i stedet for prøver – sådan gør vi det

Karaktergivning i stedet for prøver – sådan gør vi det

Faglige temaer i FGU: bestået/ikke bestået 
Er du FGU-elev, der skal have en standpunktskarakter i et fagligt tema, vil du ikke få en karakter, men bedømmelsen ”bestået/ikke bestået”. Du består, når din lærer vurderer, at du lever op til de mål, der er sat for netop dit fagtema. 

Almene fag i FGU: karakter efter 7-trinsskalaen 
Er du FGU-elev, der har et alment fag, vil du få en karakter efter 7-trinsskalaen. Du vil blive bedømt på, i hvor høj grad du lever op til de mål, der er sat for det fag, du skal bedømmes i. 

KUU-elever: bestået/ikke-bestået 
KUU-elever får bedømmelsen bestået/ikke-bestået i stedet for den portfolieprøve, som skulle have foregået til sommer.

I FGU Vestegnen arbejder vi selvfølgelig på, at alle bedømmelser  – uanset om det er bestået/ikke bestået eller en karakter på 7-trinsskalaen – bliver så rimelige og på et så godt og bredt grundlag som muligt.

Elever på FGU kan også søge ungdomsboliger

Elever på FGU kan også søge ungdomsboliger

Det er der nu kommet et klart svar på fra Trafik-, Bygge-, og Boligstyrelsen: Elever på en FGU er en del af det, der kaldes ”den berettigede personkreds”. Det vil altså sige, at elever, der går på en FGU, kan søge en ungdomsbolig.

Hvis du har brug for hjælp til at søge en ungdomsbolig, kan du kontakte din vejleder.