FGU Vestegnens første strategidag

FGU Vestegnens første strategidag

Morgensang med musikholdet
Dagen blev sendt flyvende fra start med smukke toner fra eleverne fra musikværkstedet, der indbød til morgensang med akkompagnement. Herefter blev ordet givet til lærere og elever, der med hver deres stemme fortalte om deres perspektiver på, hvem FGU Vestegnens elever er og hvordan vi på FGU Vestegnen kan gøre det, vi er sat i verden for; at få vores elever videre i uddannelse eller job.

Relation og tro på sig selv
To af de gennemgående temaer for dagen blev de relationer, som lærerne på FGU Vestegnen dagligt arbejder for at opbygge til eleverne for at kunne være med til at opbygge dem som mennesker, der tror på sig selv og deres værd og kunnen. Alt dette gennem de forskellige faglige værksteder og hold, der findes på FGU Vestegnens fire afdelinger. En modig elev stillede sig op og fortalte om, hvordan han pga. massiv mobning i sin folkeskole tidligere helst ville stå med sin hætte på ovre i hjørnet, men nu både var blevet mandlig forsanger i værkstedets band og havde mod til at stille sig op foran en større forsamling og fortælle om sig selv og om det at starte på FGU Vestegnen. Noget, han betegnede som ”det bedste, der er sket i mit liv”.

Rundvisning i Ishøj
Efter en række gode oplæg var det dyreholdets tur til at vise gæsterne rundt i Ishøj og fortælle om deres hverdag. Der blev både lejlighed til at klappe æslerne og nyde solskinnet på rundturen rundt på gården i Ishøj. Herefter var det tid til at arbejde i grupper med de mange indspark, deltagerne havde fået og omsætte det til input til FGU Vestegnens strategi 2020-2023. Dagen igennem blev gæsterne trakteret med lækker mad og gode snacks, der selvfølgelig var tilberedt af eleverne på Ishøjs køkkenværksted.

FGU Vestegnen vil henover efteråret 2020 arbejde videre med Strategi 2020-2023 og næste skridt er at få inddraget medarbejderne på alle afdelinger, så de også kan give deres besyv med.

Herunder kan du se et par billeder fra dagen:

14 dages karantæne fra FGU Vestegnen, hvis du rejser til et land, der frarådes af Udenrigsministeriet

14 dages karantæne fra FGU Vestegnen, hvis du rejser til et land, der frarådes af Udenrigsministeriet

Hvis en elev ikke må komme på skolen pga. vores krav om karantæne, betragtes vedkommende som ulovligt fraværende og vil derfor blive trukket i skoleydelse.

Reglerne er de samme for vores medarbejdere, der også vil blive sat i selvbetalt karantæne i 14 dage efter endt rejse.

FGU Vestegnen følger Udenrigsministeriets anbefalinger og vores krav om karantæne gør sig derfor kun gældende ved de lande, som Udenrigsministeriet fraråder, at man rejser ind i.

”Corona Time” – et nyt 100% elevproduceret magasin

”Corona Time” – et nyt 100% elevproduceret magasin

Tværfagligt samarbejde om magasinproduktion
I starten af marts måned, da ingen endnu vidste, hvordan 2020 skulle formes af corona, startede eleverne på grafisk værksted i Albertslund/Glostrup op på et nyt forløb i dansk med temaet sagprosa. Holdet skulle lære om den journalistiske genre, om deres særlige genretræk, skrivestil og særkender set ud fra et danskfagligt perspektiv, og holdet kastede sig ud i at lære de forskellige journalistiske discipliner at kende, som f.eks. kronikker, analyser, nyhedsartikler, reportager og anmeldelser. Tanken var tværfaglig; eleverne skulle producere indhold til et magasin i dansk med Kamma Cecilie Hansen og efterfølgende lave illustrationer, finde billeder og layoute det med deres lærer på grafisk værksted, Nina Sidenius for til sidst at stå med et trykt magasin i hænderne, som de selv havde produceret. Eleverne skulle hver skrive om et emne, som de fandt interessant, men pludselig blev der vendt op og ned på både planer og hverdag…

Corona forvandlede danskholdet til en redaktion
Det gav egentlig sig selv, da holdets elever, ligesom resten af Danmark, pludselig blev påbudt at opholde sig hjemme i stedet for at komme i skole. Temaet for elevernes magasin skulle selvfølgelig være corona og forskellige vinkler på virussens påvirkning af alt fra det helt personlige til de store samfundsøkonomiske tendenser.

”Da corona ramte os og sendte os alle sammen hjem, måtte vi tænke kreativt. Så vi forvandlede os til journalister, der arbejdede hjemme fra hvert vores skrivebord, og vi holdt redaktionsmøder på Teams og fordelte de forskellige opgaver, som vores magasin skulle bestå af,” fortæller Kamma Cecilie Hansen.

Eleverne arbejdede hårdt på hver deres opgave og til ”redaktionsmøderne” online samlede de op på historier, vinkler og indhold og gav feedback på hinandens arbejde.

”Igennem Teams fik vi et lille vindue ind til hinandens private sfærer og det gav et helt nyt blik for, hvem vi hver især er. En dag sad en elev og jeg og talte om, hvilket emne eleven skulle skrive om, og jeg komplimenterede nogle flotte sko, der tilfældigvis stod i baggrunden. Det gav anledning til en snak om mærkevarer, hvilket fik eleven til at kaste sig ud i at skrive en kronik om, hvorfor man ikke skal købe falske mærkevarer,” fortæller Kamma Cecilie Hansen.

Tilbage til skolens computere og i gang med grafisk opsætning
Da eleverne måtte komme tilbage på skolen igen den 18. maj, var alle artikler færdige og grafisk værksteds lærer Nina Sidenius kunne tage stafetten op og starte næste del af processen; layout af artiklerne og produktion af illustrationer til magasinet:

”Eleverne opsatte som udgangspunkt deres egne artikler og tænkte over, hvordan man kunne lave en god illustration til. Vi valgte, at formatet skulle være et magasin for at vi kunne få lov til at være lidt mere kreative og ikke være helt så ”bundet”, som man f.eks. er, når man skal layoute en avis,” fortæller Nina Sidenius, der håber på, at magasinet kan blive det første af en række elevproducerede magasiner:

”Det er noget helt særligt at stå med et produkt i hånden, som man selv har lavet, og at se sig selv på tryk er ret specielt. Det er tydeligt, at eleverne er stolte af deres store arbejde. Vi håber derfor at kunne lave flere samarbejder med danskholdene på FGU Vestegnens afdelinger og få flere fine elevproduktioner op at stå,” siger hun.

På danskholdet har Kamma Cecilie Hansen og eleverne afrundet forløbet med et tema om virksomhedskommunikation, hvor de har lagt planer for intern og ekstern kommunikation af magasinet og identificeret mulige shitstorms og strategier til at håndtere disse. Forløbet har været en helstøbt oplevelse for eleverne:

“Det har været rigtig sjovt at være med til og også ret svært. Jeg brugte rigtig lang tid på at finde fakta til min baggrundsartikel om, hvad corona overhovedet er og hvordan vi skal gøre, nu den er her – og jeg har selv taget billedet og tegnet petriskåle op til den illustration, som jeg lavede, da vi layoutede,” fortæller Ellen Sidsel Breumlund, der er elev på grafisk værksted.

”Og selvom corona var hårdt – hvilket man også kan læse lidt om i magasinet – så har dette projekt gjort, at alt det, eleverne sad og knoklede med hver for sig ved deres egne skriveborde, er blevet til et fælles projekt, som hele holdet er rigtig stolte af,” slutter Kamma Cecilie Hansen.

Sådan åbner vi FGU Vestegnen

Sådan åbner vi FGU Vestegnen

Vi kommer til at have en række særlige regler for, hvordan vi som elever og lærere skal gøre, når vi er tilbage på skolen. Det betyder bl.a. at vi:

  • Holder 1 meters afstand til hinanden (fra næsetip til næsetip) og undgår fysisk kontakt
  • Vasker hænder, når vi kommer, efter pauser, efter toiletbesøg og før og efter vi spiser
  • Afspritter toiletter, borde, computere, værktøj osv. efter brug
  • Sørger for at hoste i ærmet

Lærerne vil vejlede eleverne grundigt, når de møder op mandag morgen og vil sørge for, at reglerne er til at forstå og at de følges.
Du kan læse alle retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen her
Forskudte mødetidspunkter og pauser
For at undgå at vi forsamles for mange mennesker på en gang, vil vi forskyde vores pauser og i et vist omfang også forskyde mødetiderne for nogle elever. Som elev vil du få direkte besked fra skolen, hvis du skal møde op på et andet tidspunkt, end du plejer.

Du skal blive hjemme, hvis du har tegn på sygdom
Du skal blive hjemme fra skole og melde dig syg, hvis du har selv milde symptomer på sygdom. Det kan f.eks. være forkølelse.

Elever og lærere i særlige risikogrupper skal blive hjemme
Er man i det, som Sundhedsstyrelsen kalder en særlig risikogruppe, skal man blive hjemme og man vil modtage fjernundervisning. Det gælder f.eks. hvis man er gravid eller hvis man har særlige sygdomme. Du kan læse på Sundhedsstyrelsens hjemmeside, hvem de særlige risikogrupper er.

Det er altid kun din læge, der kan vurdere, om du er i særlig risikogruppe og derfor skal blive hjemme og modtage fjernundervisning. Hvis du er ulovligt fraværende, vil du blive trukket i skoleydelse.

FGU Vestegnen åbner igen 18. maj!

FGU Vestegnen åbner igen 18. maj!

Detaljeret plan for åbning
I løbet af de sidste par uger har vi i FGU Vestegnen brugt meget tid på at finde ud af, hvordan vi konkret kan genåbne vores fire afdelinger, samtidig med at vi overholder Sundhedsstyrelsens krav om fx afstand, håndvask og rengøring. Nu har vi en konkret dato for åbning og vi vil bruge den næste uge på, at få planerne helt på plads.

Vi glæder os til at se jer igen!