Langt hovedparten af vores tilsammen mere end 600 elever har det nemlig strålende på FGU, fordi de oplever, at FGU hjælper dem videre i deres ungdomsliv og giver dem en tro på fremtiden.
Dét viser de mikro–trivselsmålinger, som vi på FGU Vestegnen og FGU NORD løbende har gennemført i de seneste tre år som en af hjørnestenene i vores fælles elevtrivselsprojekt ”Velkommen i klubben”.
Lad os se på nogle af nøgletallene fra mikro–trivselsmålingerne:
På tværs af vores i alt 6 afdelinger i henholdsvis Albertslund, Brøndby, Hvidovre og Ishøj og Ballerup og Gladsaxe tilkendegiver +70% af eleverne således, at de er glade for at gå på FGU, glade for underviserne og glade for det sociale fællesskab på uddannelsen.
Hertil kommer, at vores mikro–trivselsmålinger både har vist, at oplevelser med mobning er forholdsvis sjældne blandt eleverne, og at eleverne i høj grad føler sig accepterede og respekterede på FGU, både af lærerne og hinanden.
Mikro–trivselsmålingerne taler altså et meget tydeligt sprog om, at vi med FGU har fået en ungdomsuddannelse med en høj generel elevtrivsel.
Betyder det så, at vi kan gå roligt i seng, fordi der alligevel ikke er trivselsudfordringer at håndtere?
Nej, det er præcis lige så forkert at hævde dét, som det er at tale om en altomfavnende trivselskrise blandt de unge.
Vores mikro–trivselsmålinger peger derimod på, at der er specifikke trivselsudfordringer på FGU.
Det vil sige, at det nuancerede billede er, at eleverne overordnet trives vældig godt i FGU-forløbene, men at der er bestemte punkter, hvor elevtrivslen kan forbedres.
Først og fremmest er det påfaldende, at op mod halvdelen af eleverne i vores mikro-trivselsmålinger giver udtryk for, at de ikke er trygge ved at deltage aktivt i undervisningen, og at de har svært ved at få nye venner.
Dét betragter vi i trivselsprojektet som en afspejling af de negative oplevelser, som mange af vores elever bringer med sig ind på FGU fra det danske skolesystem.
Altså: Det er ikke nemt at få nye venner på en ungdomsuddannelse, og det er ikke nemt at føle sig tryg ved at deltage i undervisningen, hvis man ikke tidligere har prøvet at have venner eller at være i trygge rammer på en uddannelsesinstitution.
Så det er hér, at vi har sat ind i projektet med systematiske og målrettede trivselsindsatser – ikke ved at skyde med spredehagl i forhold til den generelle trivsel, der jo som det fremgår af vores mikro–trivselsmålinger ikke fejler noget som helst.
Vi ønsker i den forbindelse at udfordre den udbredte stigmatiserende fremstilling af eleverne på FGU som en homogen gruppe af unge med ”udfordringer”. Det er de ikke.
Trivselsprojektet har derimod vist os klart og tydeligt, at FGU’erne er lige så mangfoldige som unge i Danmark er i øvrigt og har nøjagtigt de samme fremtidsdrømme og behov for at tilhøre et fællesskab.
Men det er unge, som har brug for en håndsrækning og et inkluderende og kompetent læringsmiljø for at blomstre. Og dét tilbyder vi dem på FGU.
I konteksten af trivselsdebatten er det vigtigt at forstå, at det er dét, som eleverne kvitterer for i vores mikro–trivselsmålinger, når de tilkendegiver, at de er glade for uddannelsen, glade for underviserne og glade for det sociale fællesskab på FGU.
Hovederfaringen fra trivselsprojektet på FGU Vestegnen og FGU NORD er dermed, at løsningen af dét, som er kerneopgaven for FGU, grundlæggende også er dét, som efterspørges af eleverne og får dem til at trives i deres FGU-forløb: At vi forbereder dem til uddannelse og beskæftigelse.
Hårtoppe titter op bag computerskærmene. Rolige klik fra tastaturer og mus. Ellers er der helt stille blandt de unge på Game Art-linjen på FGU Vestegnen i Ishøj. Ikke fordi der er noget galt, men for de arbejder koncentreret med at designe og udvikle computerspil.
Game Art-linjen er ét eksempel på en central pointe i et netop afsluttet trivselsprojekt på FGU Vestegnen og FGU Nord: En tydelig sammenhæng mellem elevernes trivsel og det, de oplever at få ud af at gå på skolen. Jo mere de unge oplever, at FGU hjælper dem videre i livet og giver dem tro på fremtiden, jo højere er trivslen.
”Projektet viser, at dét, som er kerneopgaven for FGU, grundlæggende også er dét, som eleverne efterspørger og som får dem til at trives på skolen: At FGU forbereder dem til uddannelse og beskæftigelse,” siger Morten Stouenberg, projektleder for trivselsprojektet ”Velkommen i klubben”.
Mere data, mindre synsning Trivselsmålingerne er gennemført med et nyt digitalt værktøj, der er udviklet i forbindelse med ”Velkommen i klubben”. Udviklingen af trivselsværktøjet er en af projektets hovedaktiviteter med formålet at gøre det muligt at handle konkret, tidligere og mere målrettet for elevernes trivsel, baseret på jævnlige målinger og hurtig adgang til data.
“Vi har brug for mere data og mindre synsning om de unges trivsel på FGU. Det giver det rigtige grundlag for en dialog på tværs af pædagogiske ledere, undervisere, vejledere og de unge om, hvad deres behov er, og hvordan vi imødekommer dem,” siger Morten Stouenberg.
Trivselsmålingerne fortsætter som led i aktiviteten ”Trivsel på skoleskemaet”, der lever videre i halen på ”Velkommen i klubben”. Formålet er at sikre fortsat dialog mellem alle parter om, hvad der skal til for at de trives på FGU, og inddrage de unge i processen. Her er trivselsmålingerne det fælles udgangspunkt med vide rammer til at tilpasse indsatserne efter lokale behov.
De fortsatte målinger af elevernes trivsel er en rigtig god ting for både unge og voksne på FGU, mener Line Monin. Hun er værkstedslærer på Gastronomi på FGU NORD i Gladsaxe og koordinator for skolens elevråd.
”Trivselsmålingerne er vigtige, fordi de giver os et billede af de unges virkelighed, som vi kan bruge til at blive endnu bedre og give de unge det, de efterspørger. Hvis vi som undervisere ikke bliver bedre, stagnerer vi, og så bliver eleverne heller ikke bedre,” siger Line Monin.
Aktivt, sammen og meningsfuldt En af vejene til fortsat udvikling og et projektets hovedaktiviteter er at gennemføre forløb ud fra en forskningsbaseret metode til fremme af trivsel og mental sundhed. Metoden hedder ABC for mental sundhed og har tre nøglebudskaber: A: ”Gør noget aktivt”, B: ”Gør noget sammen” og C: ”Gør noget meningsfuldt”.
”I projektet er ABC for mental sundhed en grundlæggende tilgang til at skabe forandring for de unge. Det vil sige, at ABC-metoden er pejlemærke for både fremgangsmåde og indhold af de tiltag, der er iværksat for såvel elever som medarbejdere,” forklarer Morten Stouenberg.
For eleverne blev der i tæt samarbejde med elevrådene fra FGU Vestegnen og FGU NORD udviklet og gennemført forskellige aktiviteter for, af og med de unge. For eksempel buddyordninger for nye elever, billedkunstforløb, sociale arrangementer, indkøb af bordtennisborde og loungemøbler, udstilling på ungefestivalen Rå samt et pilotprojekt, hvor de unge har designet deres egne versioner af ”Det gode undervisningslokale”.
For medarbejderne er der udviklet og afprøvet tiltag som for eksempel kollegiale ”sparringsmakkere” på tværs af FGU Vestegnen og FGU NORD, kursus for udvalgte undervisere om nye måder at skabe mere bevægelse i dagligdagen på FGU samt et tværgående korps af ”trivselsambassadører” på de to skoler. Alt sammen med vægt på praksis og konkrete aktiviteter, som giver nye perspektiver og skaber handling i det daglige trivselsarbejde på FGU.
Trivsel og udvikling gennem ansvar FGU Vestegnens Game Art-værksted i Ishøj er et af de steder, hvor lærings- og trivselsarbejdet udfolder sig i praksis i hverdagen. I det her tilfælde med underviser Søren Boel Jepsen ved roret. Hans fokus er, at undervisningen er relevant for de unge og tager udgangspunkt i deres interesser og den praksis, de skal ud i efter FGU. Eleverne skal vide, hvad de skal lave, og hvorfor, og fremskridt gøres tydelige for den enkelte.
De kan altid få hjælp, men eleverne skal selv ville faget og selv gøre en indsats, understreger han.
”De unge skal have en oplevelse af, at FGU er en uddannelse, de selv har valgt og er med til at forme. Det giver dem lyst til at tage ansvar for egen læring og udvikle sig fagligt, personligt og socialt. Det kan de tage med sig videre i både uddannelse og job,” siger Søren Boel Jepsen.
Om Velkommen i klubben Trivselsprojektet ”Velkommen i klubben” er et 3-årigt partnerskab mellem FGU Vestegnen og FGU Nord om udviklingen, afprøvningen og implementeringen af indsatser, der kan styrke FGU-elevernes trivsel og mentale sundhed. Projektet er støttet af Den Europæiske Socialfond Plus og Center for Regional Udvikling i Region Hovedstaden.
Projektet består af fire hovedaktiviteter: 1. Udvikling, afprøvning og implementering af et FGU-trivselsmålingsværktøj 2. Udvikling, afprøvning og implementering at ABC-forløb for mental sundhed 3. Udvikling af medarbejdernes kompetencer i unges trivsel og mentale sundhed samt sparring og supervision 4. Udvikling, afprøvning og implementering af undervisningsforløb: “ Trivsel på skoleskemaet”
Et nyt trivselsprojekt for og med unge på FGU Vestegnen og FGU NORD viser, at unge på FGU trives bedre, end mange måske tror. Konklusionen bygger på trivselsmålinger blandt 650 elever på de to skoler og dialog med elevrådene om resultaterne.
Projektet gør dermed op med forestillingen om, at unge på FGU kan skæres over én kam som en gruppe, der konstant er i mistrivsel, og som først og fremmest er udsat og udfordret.
”Vi skal have et nyt blik på de unge på FGU og holde op med at tale om dem som en restgruppe eller andre lignende stigmatiserende betegnelser. Det passer ikke. De er glade for at gå på FGU, og de er glade for lærerne og fællesskabet. De er ambitiøse, og de vil gerne lære noget. Fuldstændig ligesom deres jævnaldrende,” siger Morten Stouenberg, der er leder for projektet, der har titlen ”Velkommen i klubben”.
Den høje trivsel blandt de unge betyder ikke, at der ikke er bump på vejen, tilføjer han. De kommer med hver deres bagage og har brug for en håndsrækning til helt konkrete udfordringer, som at få nye venner på skolen og blive trygge ved at deltage aktivt i undervisningen.
FGU er porten videre Rim Al-Seyani kan genkende både det med at ville fremad og at have brug for hjælp til at tage skridtene. Hun går på AGU (almen grunduddannelse) på FGU Vestegnen i Ishøj og drømmer om et arbejde, hvor hun hjælper andre videre som lærer, vejleder eller psykolog.
”FGU åbner porten til alt for mig. Når jeg bliver færdig her, kan jeg tage videre til lige præcis det, jeg vil. Det er kæmpestort for mig,” siger hun.
Rim er tilbage i skole efter at have forsøgt flere uddannelser. Men udfordringer i skolen og privat gjorde, at hun måtte stoppe. I stedet stod den på fuldtidsarbejde fra 9. klasse og indtil hun som 24-årig begyndte på FGU.
Dronningen af politik FGU har vist sig at være en helt anderledes oplevelse for Rim end andre skoler og uddannelser. Hun føler, at hun hører til her og kan være 100 procent sig selv. Hun møder voksne, der forstår hende og tror på, at hun kan noget.
”Jeg får praktisk erfaring, selvtillid, faglige kompetencer og struktur i hverdagen. Jeg har fået en tro på, at jeg kan finde ud af det her, og at jeg faktisk er klog. Jeg vidste for eksempel intet om politik, før jeg startede her, og jeg syntes, at alle de andre var kloge, når de talte politik. Nu er jeg politik-queen. Nu er det mig, der har styr på det, taler med om politik og skriver debatindlæg. Det lyder helt sindssygt,” siger Rim.
Giver ikke op Det vigtigste er at møde op på skolen, selv de dage, hvor det er svært, fortæller Rim. For når man er først er kommet afsted, fylder de udfordringer og problemer man har uden for skolen ikke. Så er det noget andet, der er i fokus.
“Jeg er her, fordi jeg ved, at jeg udvikler mig, og at FGU hjælper mig videre. Jeg har lyst til at tage en uddannelse, jeg har planer for fremtiden og meget, jeg gerne vil nå, og jeg giver ikke op på mig selv“, siger Rim.
Læs mere om trivselsprojektet på www.velkommeniklubben.dk og læs også Tanja Aas’ artikel “Trivsel handler om læring”.
Det har ”Velkommen i klubben” lært os om unge og trivsel:
De unge trives på FGU. Størstedelen af eleverne er glade for at gå på FGU, glade for lærerne og for det sociale fællesskab på skolen. Det flugter med Børne- og Undervisningsministeriets nationale trivselsmålinger, der viser, at 94-95 % af eleverne på FGU har en høj trivsel på uddannelsen.
De unge på FGU er lige så forskellige og mangfoldige som unge på andre uddannelser. De er kompetente, engagerede, ambitiøse og sociale, og vi bør tale om dem, som det, de er: Unge.
De unge tager ansvar for deres trivsel. De unge på FGU – i projektet i form af elevrådene – er optagede af trivslen på uddannelsen, de tager medansvar for den og er glade for at få en stemme og rolle i trivselsarbejdet på FGU.
Læring er motor for de unges trivsel. Trivselsniveauet er højt, når eleverne oplever, at FGU hjælper dem videre i ungdomslivet og giver dem en tro på fremtiden.
Om Velkommen i klubben Trivselsprojektet ”Velkommen i klubben” er et 3-årigt partnerskab mellem FGU Vestegnen og FGU Nord om udviklingen, afprøvningen og implementeringen af indsatser, der kan styrke FGU-elevernes trivsel og mentale sundhed. Projektet er støttet af Den Europæiske Socialfond Plus og Center for Regional Udvikling i Region Hovedstaden.