”Corona Time” – et nyt 100% elevproduceret magasin

FGU Vestegnens første elevproducerede magasin har set dagens lys. ”Corona Time”, som magasinet hedder, skulle oprindeligt have handlet om noget helt andet, men den verdensomspændende virus fik inficeret elevernes magasin.

gruppearbejde - glade elever

Tværfagligt samarbejde om magasinproduktion
I starten af marts måned, da ingen endnu vidste, hvordan 2020 skulle formes af corona, startede eleverne på grafisk værksted i Albertslund/Glostrup op på et nyt forløb i dansk med temaet sagprosa. Holdet skulle lære om den journalistiske genre, om deres særlige genretræk, skrivestil og særkender set ud fra et danskfagligt perspektiv, og holdet kastede sig ud i at lære de forskellige journalistiske discipliner at kende, som f.eks. kronikker, analyser, nyhedsartikler, reportager og anmeldelser. Tanken var tværfaglig; eleverne skulle producere indhold til et magasin i dansk med Kamma Cecilie Hansen og efterfølgende lave illustrationer, finde billeder og layoute det med deres lærer på grafisk værksted, Nina Sidenius for til sidst at stå med et trykt magasin i hænderne, som de selv havde produceret. Eleverne skulle hver skrive om et emne, som de fandt interessant, men pludselig blev der vendt op og ned på både planer og hverdag…

Corona forvandlede danskholdet til en redaktion
Det gav egentlig sig selv, da holdets elever, ligesom resten af Danmark, pludselig blev påbudt at opholde sig hjemme i stedet for at komme i skole. Temaet for elevernes magasin skulle selvfølgelig være corona og forskellige vinkler på virussens påvirkning af alt fra det helt personlige til de store samfundsøkonomiske tendenser.

”Da corona ramte os og sendte os alle sammen hjem, måtte vi tænke kreativt. Så vi forvandlede os til journalister, der arbejdede hjemme fra hvert vores skrivebord, og vi holdt redaktionsmøder på Teams og fordelte de forskellige opgaver, som vores magasin skulle bestå af,” fortæller Kamma Cecilie Hansen.

Eleverne arbejdede hårdt på hver deres opgave og til ”redaktionsmøderne” online samlede de op på historier, vinkler og indhold og gav feedback på hinandens arbejde.

”Igennem Teams fik vi et lille vindue ind til hinandens private sfærer og det gav et helt nyt blik for, hvem vi hver især er. En dag sad en elev og jeg og talte om, hvilket emne eleven skulle skrive om, og jeg komplimenterede nogle flotte sko, der tilfældigvis stod i baggrunden. Det gav anledning til en snak om mærkevarer, hvilket fik eleven til at kaste sig ud i at skrive en kronik om, hvorfor man ikke skal købe falske mærkevarer,” fortæller Kamma Cecilie Hansen.

Tilbage til skolens computere og i gang med grafisk opsætning
Da eleverne måtte komme tilbage på skolen igen den 18. maj, var alle artikler færdige og grafisk værksteds lærer Nina Sidenius kunne tage stafetten op og starte næste del af processen; layout af artiklerne og produktion af illustrationer til magasinet:

”Eleverne opsatte som udgangspunkt deres egne artikler og tænkte over, hvordan man kunne lave en god illustration til. Vi valgte, at formatet skulle være et magasin for at vi kunne få lov til at være lidt mere kreative og ikke være helt så ”bundet”, som man f.eks. er, når man skal layoute en avis,” fortæller Nina Sidenius, der håber på, at magasinet kan blive det første af en række elevproducerede magasiner:

”Det er noget helt særligt at stå med et produkt i hånden, som man selv har lavet, og at se sig selv på tryk er ret specielt. Det er tydeligt, at eleverne er stolte af deres store arbejde. Vi håber derfor at kunne lave flere samarbejder med danskholdene på FGU Vestegnens afdelinger og få flere fine elevproduktioner op at stå,” siger hun.

På danskholdet har Kamma Cecilie Hansen og eleverne afrundet forløbet med et tema om virksomhedskommunikation, hvor de har lagt planer for intern og ekstern kommunikation af magasinet og identificeret mulige shitstorms og strategier til at håndtere disse. Forløbet har været en helstøbt oplevelse for eleverne:

“Det har været rigtig sjovt at være med til og også ret svært. Jeg brugte rigtig lang tid på at finde fakta til min baggrundsartikel om, hvad corona overhovedet er og hvordan vi skal gøre, nu den er her – og jeg har selv taget billedet og tegnet petriskåle op til den illustration, som jeg lavede, da vi layoutede,” fortæller Ellen Sidsel Breumlund, der er elev på grafisk værksted.

”Og selvom corona var hårdt – hvilket man også kan læse lidt om i magasinet – så har dette projekt gjort, at alt det, eleverne sad og knoklede med hver for sig ved deres egne skriveborde, er blevet til et fælles projekt, som hele holdet er rigtig stolte af,” slutter Kamma Cecilie Hansen.