Dyr og Grønt
Lær at arbejde med dyr, planter, maskiner og årstider i et lille landbrug
Linjen findes her: FGU Vestegnen Ishøj
Dyr og Grønt er for dig, som har interesse for dyr og planter, og som har lyst til at lære om produktionen og årshjulet i små landbrug.
Linjebeskrivelse
Vi samarbejder med Ishøj Dyrepark og Ishøj Naturcenter, der ligger på Bredekærgård i Ishøj. Det er dyrene i Ishøj Dyrepark, vi passer, og opgaverne omkring Bredekærgårds årshjul, som vores undervisning og hverdag lægger sig op ad. På linjen lærer du derfor særligt meget om køer af skotsk højlandskvæg, får af racen ’marksfår’, geder af racen ’gammel dansk landrace’ og dværggeder.
I sommerperioden, hvor køerne naturafgræsser i Ishøj kommune, kan du lære om maskinerne på gården. Derudover er der også fokus på det grønne og det bæredygtige i naturen, bl.a. når vi hjælper Ishøj naturcenter med at arbejde med Ålegræs, når du lærer om tankerne bag de forskellige typer af landbrug, og når vi sanker planter i lokalområdet.
Vi har en bod på Bredekærgårds forårsfest og julemarked, hvor vi producerer og sælger produkter. Til julemarkedet samarbejder vi med andre linjer på FGU Vestegnen om at producere bæredygtige produkter og småkager, som vi sælger i vores bod. Vi deltager også i Roskilde Dyrskue, hvor du bl.a. er med til at gøre køerne menneskevante før dyrskuet.
Hverdagen
Vores arbejde med dyrene og det at vi er i grønne omgivelser, giver dig mulighed for at få et frirum i hverdagen. Samtidig får du mulighed for at udvikle dig i den faglige og personlige retning, du ønsker. En af dine opgaver er derfor at overveje relevante praktikker og at overveje hvilken uddannelse eller arbejde, som du drømmer om i fremtiden.
Vi mødes hver morgen og snakker om dagens program. Efterfølgende kan dagen bestå af alt fra dyrepasning, undervisning i planter, eller teori om maskiner i landbruget. Du vil få typiske opgaver på en gård, f.eks. at fodre og træne dyr, slå græs langs foldene med forskellige slags maskiner, tjekke hegn og bygge konstruktioner, som er nødvendige i vores arbejde på Bredekærgård.
Studieliv
Du bliver en del af en linje, hvor der er et godt sammenhold med andre elever, der er samme sted i livet som dig. Vi går højt op i at hygge os i både de faglige aktiviteter og i pauserne. Der er plads til alle og du må møde præcis som du er og har det.
Fremtidsmuligheder
Din viden og kompetencer fra linjen gør, at du kan søge landbrugsuddannelsen eller uddannelser som f.eks. dyrepasser, planteskolegartner, anlægsgartner, grøn madhåndværker, mejerist, greenkeeper (anlæg og vedligehold af golfbaner), og blomsterbinder.
Produktionsgrunduddannelse
Hvad er PGU?
Linjen er en del af PGU-sporet. PGU er et af tre spor på FGU Vestegnen. Læs mere her.
Hvad er særligt ved PGU?
Med en uddannelse på linjen, går du på det, som vi kalder for Produktionsgrunduddannelsen (PGU). PGU er for dig, der godt kan lide praktisk arbejde. Undervisningen minder på mange måder om dagligdagen på en arbejdsplads, hvor du producerer varer eller ydelser som kan sælges.
Ved siden af den praktiske undervisning, får du også undervisning i dansk, matematik og PASE (Privatøkonomi, Arbejdspladslære, Samarbejdslære, Erhvervslære) samt eventuelle valgfag. Du kan også komme i praktik, imens du går på linjen.
Hvilke fremtidsmuligheder giver PGU?
På PGU bliver du kvalificeret til at fortsætte på en erhvervsuddannelse eller i et ufaglært job, inden for et af uddannelsens fagområder.
Hvis du gennemfører et forløb på minimum 12 uger på tilfredsstillende vis, får du et kompetencebevis. Beviset dokumenterer de faglige kompetencer og karakterer, du har opnået og eventuelt også personlige og sociale kompetencer.
Hvis du afslutter PGU med en faglig prøve på FGU 3-niveau, får du et uddannelsesbevis, som dokumenterer de kompetencer, du har opnået.
Hvilke prøver er der på PGU?
Du skal til afsluttende prøver i dansk og matematik samt et ekstra fag, når du har fulgt fagene på enten D-, E- eller G-niveau. Prøverne bedømmes med en karakter efter 7-trins-skalaen.
Du kan afslutte dit faglige tema med en prøve på FGU 3-niveau, når din underviser vurderer, at du er parat. Prøven bedømmes bestået/ikke bestået. Hvis du afslutter dit faglige tema på FGU 1-niveau eller FGU 2-niveau, bliver det vurderet med en standpunktsbedømmelse, om du er bestået/ikke bestået.
