7 ud af 10 FGU-elever er i uddannelse eller job 1 år efter gennemført FGU-forløb

7 ud af 10 FGU-elever er i uddannelse eller job 1 år efter gennemført FGU-forløb

Ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser FGU-unges succes
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har præsenteret en ny analyse med fokus på FGU-elevers videre færd efter FGU. Af analysen fremgår det at 2 ud af 3 elever gennemfører FGU og af de elever er 7 ud af 10 begyndt på ungdomsuddannelse eller beskæftigelse ét år efter gennemført FGU-forløb. Sammenligner man med alle FGU-forløb, både de gennemførte og de afbrudte, er 56% i job eller uddannelse ét år efter FGU.

Gode overgange mellem FGU og ungdomsuddannelser
Erhvervsuddannelserne er eftertragtede blandt de unge, der fortsætter på uddannelse efter gennemført FGU-forløb. Det er hele 64% af de unge, der fortsætter på uddannelse efter gennemført FGU-forløb, der fortsætter på en erhvervsuddannelse. Disse tal indikerer også vigtigheden af oprettelsen af den nye ungdomsuddannelse EPX og at FGU skal tilbyde prøver, der er adgangsgivende på EPX.

“FGU skal medvirke til at indfri målsætningen om, at mindst 90 % af de 25-årige skal gennemføre en ungdomsuddannelse, og at andelen uden tilknytning til uddannelse eller arbejdsmarkedet skal halveres.” (www.ae.dk). Med udgangspunkt i de nyeste tal, kan man argumentere for at vi er godt på vej i FGU-verden.

FGU-elevers gennemsnitsalder bekræfter behov for FGU-retskrav
“Hver ottende elev i 9. klasse består ikke dansk og matematik 8 og har dermed ikke retskrav til FGU som det er i dag – selvom de er i målgruppen.” (www.ae.dk). Derfor giver det god mening, at der i den nye uddannelsesaftale, der blev indgået den 18. februar 2025, vil blive indført retskrav på FGU. Dog træder retskravet potentielt først i kraft i 2030. AE’s data viser, at 67% af FGU-elever er under 18 år, og når det sammenlignes med tallene fra 2020, hvor 43% af eleverne var under 18 år, viser det at FGU-elevers gennemsnitsalder er faldet.  Ved at indføre retskravet til FGU nu, vil unge der ikke består folkeskolens afgangseksamen være garanteret adgang til FGU-forløb, og dermed vil FGU få mulighed for at hjælpe unge til at få 9. klasses afgangseksamen og derfra komme gode videre på ungdomsuddannelse eller i job.

Læs hele AE’s analyse – klik her.

Trygge relationer mindsker læringsulighed

Trygge relationer mindsker læringsulighed

Hvordan kan vi arbejde hen mod, at alle unge får lige muligheder for succesoplevelser og at tilegne sig viden i uddannelsessystemet?

Gennem det seneste skoleår har HF & VUC København Syd og FGU Vestegnen (Forberedende GrundUddannelse), begge beliggende i Hvidovre, i fællesskab haft et praksisnært projekt kørende omkring netop dette. Takket være fondsmidler fra LB Fonden, har underviserne haft mulighed for at arbejde med aktionslæring og afprøve nye pædagogiske og didaktiske tiltag i undervisningen.

Læs om eleverne og undervisernes oplevelser af projektet – klik her (PDF).

Ny historisk uddannelsesaftale

Ny historisk uddannelsesaftale

Den 18. februar 2025 landede en ny historisk uddannelsespolitisk aftale. Aftalen inkluderer oprettelsen af en ny ungdomsuddannelse (EPX), at 10. klasse nedlægges og at karakterskalaen justeres. For FGU er der også godt nyt!

Der bliver indført retskrav på optag på FGU for bestemte grupper af unge.

Unge som ikke består folkeskolens afgangseksamen, eller unge der falder fra et uddannelsestilbud i løbet af skoleåret efter 9. klasse, får retskrav til FGU.

FGU-elever vil få mulighed for at tage en afsluttende prøve, der giver adgang til den nye ungdomsuddannelse EPX. På den måde sikrer den nye uddannelsesaftale, at der bygges bro mellem uddannelsestilbud.

”FGU-institutionerne har i hele sin levetid været en stor del af løsningen for at sikre de unge en attraktiv uddannelsesvej efter grundskolen, og med reformen slår politikerne fast, at det skal vi blive ved med. Det havde stået endnu stærkere, hvis man havde ligestillet de unge ved at give retskrav til alle elever i målgruppen, men det ændrer ikke på, at FGU understreges som en afgørende del af løsningen, og vi er klar til at løfte opgaven og sikre de nødvendige koblinger for de unge.”, udtaler Pernille Beckmann, formand for FGU Danmark.

Læs FGU Danmarks nyhedsopslag om den nye uddannelsesaftale – klik her.

Læs også hele udmeldingen om uddannelsesaftalen på Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside – klik her.

Billedkunstforløb undersøger elevtrivsel

Billedkunstforløb undersøger elevtrivsel

Er kunst trivselsfremmende?

Det har elever og lærere på Værkstedsbutikken i Hvidovre været på en mission for at finde ud af, som en del af trivselsprojektet ”Velkommen i Klubben”. I efteråret samarbejdede holdet med billedkunstnere, hvor de fik nye perspektiver til deres daglige arbejde og undervisning i værkstedet, samt fik kreeret kreative kunstværker.

I januar kulminerede forløbet og der blev holdt fernisering af de flotte kunstværker. Her delte elever, lærere og billedkunstnerne deres oplevelser fra forløbet. Hvidovre avis har bragt nyheden om forløbet og ferniseringen. Læs Hvidovre Avis’ artikel ”FGU-elever udstillede kunstværker”  – klik her (s. 19).

Da ”Velkommen i Klubben” er et trivselsprojekt i samarbejde mellem FGU Vestegnen og FGU Nord, går stafetten videre til FGU Nord i Gladsaxe i marts, hvor de skal prøve kræfter med kunstens verden.

Nysgerrig på at høre mere?
Elever fra Visual Media på FGU Vestegnen i Brøndby interviewede billedkunstnerne om forløbet. Se interviewet nedenfor.

Bagom projektet
Hør Nina, Elevrådsforperson for elevrådet i FGU Nord i Ballerup, fortælle om at gå på FGU og at være med i trivselsprojektet “Velkommen i Klubben” – se video på Instagram

FGU Vestegnen indgår samarbejde med NEXT

FGU Vestegnen indgår samarbejde med NEXT

Det er med stor fornøjelse, at vi kan fortælle, at vi i FGU Vestegnen indgår samarbejde med NEXT i Ishøj

Det betyder at dele af FGU Vestegnen flytter ind i NEXTs bygning i Ishøj, samt at NEXT og FGU Vestegnen indleder et tættere samarbejde om de unge på Vestegnen. Sammen kan vi tilbyde de unge nye muligheder og gode overgange mellem uddannelser.

Vi åbner dørene for uddannelsesforløb på adressen fra starten af august 2025, men allerede fra næste uge kan du finde administrationen på den nye adresse: Vejlebrovej 65, 2635 Ishøj.

Vi ser meget frem til samarbejdet med NEXT og det nye kapitel i FGU Vestegnens historie!

Hvidovre Avis bragte en artikel om samarbejdet den 17. januar 2025. Læs hele artiklen – klik her.

Brobygning for specialklasser

Brobygning for specialklasser

I april 2025 har elever fra specialklassernes 9. og 10. klasse mulighed for at komme og opleve hverdagen på FGU Vestegnen gennem et 3-dages brobygningsforløb.

Brobygningsforløb på FGU Vestegnen
Brobygningsforløb hos FGU Vestegnen har fokus på, at brobygningselever kommer til at være med på skolens værksteder og hold fra PGU, AGU og AGU/DSA linjerne. Brobygningselever kan derfor opleve både produktionsværksteder og almen undervisning. Læs mere om vores udvalg af værksteder og hold, hvoraf nogle kan opleves til brobygning – klik her.

Under brobygningsforløbet vil elever møde både værkstedet/holdets lærere og FGU-elever. På flere værksteder/hold vil man opleve FGU-elever som instruktører og medhjælpere på brobygningselevernes aktiviteter.

Om brobygning
Brobygningsforløbene erstatter afsøgningsforløb for grundskoleelever. Vores brobygningsforløb har fokus på, at potentielt kommende elever kan afprøve, hvordan hverdagen er på FGU Vestegnen, og dermed om det kunne være interessant at starte på FGU.

Overblik over brobygningsforløb for specialklasser: 

  • Forbesøg på FGU Vestegnen i Hvidovre, Albertslund og Brøndby i uge 12.
  • Tilmeldingsfrist til brobygning den 1. april 2025
  • 3- dages brobygning mandag-onsdag i uge 18

    Er du elev i 9.- og 10. specialklasse og vil i brobygning hos os?
    Kontakt din grundskolevejleder og/eller KUI-vejleder for at blive tilmeldt brobygning.

    Er du vejleder og har en elev, som kunne være interesseret i brobygning?
    Fortæl eleven om muligheden for brobygning hos os. Find mere information om, hvad eleven kan opleve til brobygning i dette dokument (PDF åbnes på ny fane) og på brobygning.net.