”Jeg var nødt til at tænke hurtigt – jeg ville ikke miste kontakten med mine eksamenselever, der skal op i dansk til sommer. Så hvordan kunne jeg lynhurtigt finde på en måde at nå mine elever på og skabe inspirerende undervisning?”
Stephani besluttede sig for at bruge en platform, som langt de fleste allerede er bekendt med og navigerer godt rundt i. Hun oprettede en gruppe på Facebook for sit danskhold, inviterede eleverne og fortalte dem, at det var her, der kom til at foregå undervisning hver dag.
”Det var vigtigt for mig, at mine elever forstod, at det var mit tilbud til dem at komme med i Facebook-gruppen. Jeg kan jo ikke bestemme, at de skal være der. Enkelte har valgt at takke nej og dem kommunikerer jeg med på mail, men langt de flest er med i gruppen og det fungerer rigtig godt,” siger Stephani, der har udfordret sig selv og er begyndt at benytte sig af Facebooks mange funktioner, og fortsætter:
”Facebook er en meget intuitiv platform og gruppefunktionen fungerer godt. Jeg kan lægge alle slags dokumenter og billeder op, så eleverne får fx opgaver, tekster, mindmaps og billeder.”
God og hjælpsom stemning i det digitale klasserum
Men også funktioner som meningsmålinger har Stephani Scheel gjort sig gode erfaringer med. Hvis hun f.eks. opretter en meningsmåling med spørgsmålet ”Hvordan går det med opgaven til på fredag?”, giver hun sine elever svarmuligheder som ”Jeg er godt i gang”; ”Jeg er i gang, men har problemer” og ”Jeg er ikke startet endnu”. Hertil kobler hun en feedback-tråd, så de elever, der har spørgsmål, kan stille dem til både hende og de andre elever. På den måde sikrer hun, at den ærlige, gode og hjælpsomme indstilling, som præger klassen til hverdag, også får lov til at blomstre frem i det digitale klasserum på Facebook.
”Jeg er stolt af mit hold – vi har arbejdet meget med at være ærlige overfor hinanden, når vi f.eks. har svært ved noget, og så at bruge hinanden til f.eks. at få hjælp. Det er alle rigtig gode til, også når vi arbejder digitalt. Og jeg kan se, at mine elever har opdaget, hvilken gave gruppearbejde er. De mødes digitalt og arbejder sammen, og det er fedt at se, hvor gode de er til at hjælpe hinanden,” fortæller hun.
Den lidt specielle situation med et helt land, der er lukket ned, skaber en del utryghed blandt eleverne, og det er tydeligt for Stephani at mærke, at de unge sætter stor pris på at have et fast holdepunkt og et sted at ”være” og høre til hver dag. Det mindsker også savnet til deres venner, at strukturen er genkendelig.
Bliver ved med at udvikle og forbedre
Næste udfordring for Stephani er at finde ud af en måde at lave video-konference på, hvor alle deltager og kan tale samtidig. Den funktion findes nemlig ikke på Facebook, hvor det, der kommer tættest på, er live-videoer, der gør det muligt for eleverne at kommentere simultant med, at Stephani laver sin live-video, bakket op af et godt gammeldags værktøj som en tavle.
”Jeg er ved at finde et passende program, vi kan bruge til at komme et skridt videre, som f.eks. Zoom, der er et videokonferenceværktøj til virksomheder. Jeg gør, hvad jeg kan for at udvikle det her og fastholde elevernes motivation. Vi har i hvert fald haft en flyvende start, og jeg kan mærke, at når jeg tager situationen med ro og går kreativt til værks, så følger mine elever med. Der er masser af læring i det her,” slutter Stephani Scheel.