Service & event, Brøndby
(Linjen er midlertidig lukket ned pga. Corona)
Service & event tager udgangspunkt i oplevelsesøkonomien, der dækker over store events som fx festivaler, afvikling af selskaber med servering samt udarbejdelse af egne arrangementer. Linjen er for dig, der ønsker at arbejde med at give folk en god oplevelse.
Værkstedets daglige rytme:
Som elev på Service & eventlinjen oplever du at være en del af et hold, som sammen skaber rammerne for at give andre en fantastisk oplevelse. Vi arbejder projektorienteret, hvilket betyder at vi hen over året dykker ned i forskellige produktioner. I de senest år har vi været med til at bygge dele af forskellige festivaler, fx 90’er-fest, Ungdommens folkemøde, Copenhagen Comics og UHøRT. Vi har udviklet et koncept og serviceret til store selskaber for 100-250 gæster, fx vores årlige julefrokost for seniorer i Kulturhuset Kilden, hvor vi har udviklet og afviklet vores egne events, fx Haunted house i Ungehuset Pilegården, Motionsløb osv.
Når vi arbejder med de forskellige projekter, er det både på et teoretisk niveau med fokus på udarbejdelse af drejebog, budget, konceptbeskrivelser, kundeservice m.m., men også på et fysisk niveau, hvor der skal dækkes borde og pyntes op, slæbe hegn på en festivalplads, tømme skraldespande m.m.
Arbejdet på linjen ligger nogle gange om aftenen og i weekender.
Værkstedets sociale liv:
Der er et godt fællesskab på linjen, og det kræver det også, når man sammen skal sørge for, at gæster føler sig godt taget imod og fokus ligger på at give dem en god oplevelse. Der er plads til forskellighed, til at arbejde med det man synes er svært, og til at kaste sig ud i gode udfordringer, så man vokser med det ansvar man får, og de opgaver man løser.