Hver morgen lægger Ann Sofie Christensen en video op med morgengymnastik til sit hold på FGU Vestegnens værksted ”Beauty, style & business” i Hvidovre. Det gør hun, fordi hun mener, at det er vigtigt at skabe en struktur for dagen og holde fast i nogle rutiner, hvor man kan komme op og få noget ud af dagen:
”Når man pludselig er hjemme hele dagen og ikke har sin vante struktur, er det let at sumpe hen. Derfor fortalte jeg mit hold fra starten, at det er vigtigt at holde fast i nogle gode rutiner – og for at vise dem hvordan det kan gøres, sender jeg hver morgen en lille video ud til dem med morgengymnastik.”
God struktur er udgangspunktet for en god dag
For Ann Sofie Christensen er det vigtigt at holde fast i den gode struktur, som holdet kender fra hverdagen på skolen. Strukturen er ikke kun opgaver, der skal også være plads til sjov og hygge, og den daglige morgengymnastik er blevet vel modtaget:
”Halvdelen af dem sidder sikkert bare og griner af mig, og det må de også godt. Det er da også en god start på dagen. Nogle gange giver jeg dem en udfordring, som da jeg fx lavede planken i ét minut og spurgte om nogen kunne gøre det bedre. Senere på dagen ringede en af mine elever og sagde, at hun havde klaret to minutter, og dagen efter gav jeg så udfordringen videre for at se, om nogen kunne slå de to minutter.”
Praktiske opgaver understøttes
Hver morgen kl. 10 starter dagens Messenger-videomøde, hvor Ann Sofie gennemgår dagen for holdet. Eleverne får opgaver, der passer til det niveau, de er på, og som de skal øve sig på individuelt. Normalt er arbejdet på værkstedet af praktisk og kreativ karakter, så for at gøre det muligt at vedligeholde deres evner, har alle elever fået udleveret værktøjer, fx et dukkehoved og en spidskam, så de kan øve sig på fx at lave en brudeopsætning af hår, på føntørring eller på en bestemt klip. Opgaver som ”lav en galla-styling på dig selv/din mor/din søster” skal dokumenteres i billeder og deles i holdets messenger-gruppe og endelig skal eleverne også skrive en daglig logbog om deres hverdag, hvor de kan skrive deres faglige opgaver eller om, hvordan de oplever hverdagen under karantæne. Det hele understøttes af Ann Sofie Christensen, der er klar til at hjælpe, hvis hendes elever oplever problemer:
”Det er vigtigt for mig, at jeg er synlig for mine elever, og at de ved, at de altid kan ringe til mig. De får også undervisning i dansk og matematik, og her er lærerne også altid til at få fat på, både på Messenger og på telefon. Ingen skal ikke sidde alene og føle, at de ikke kan komme videre. Uanset hvad de arbejder med, er vi her til at hjælpe dem,” fortæller Ann Sofie Christensen.