Statsminister Mette Frederiksen på besøg i Hvidovre

Statsministeren fik en rundvisning på FGU Vestegnens afdeling i Hvidovre og var både meget nærværende og interesseret, da eleverne delte ud af deres historier og viste deres hverdag på FGU

Torsdag den 27. april var hele FGU Vestegnens afdeling i Hvidovre på den anden ende for at forberede et besøg fra statsminister Mette Frederiksen. Det er første gang statsministeren gæster en FGU institution og alle lige fra elever til lærere til direktør Hanne Fischer glædede sig til at vise vores afdeling i Hvidovre frem og fortælle om FGU Vestegnen.

Interesseret og nærværende

Det var en både meget nærværende og interesseret statsminister, der lyttede til elevernes historier, da hun blev vist rundt på værkstederne Håndværk og service, Beauty, Style & Business og Værkstedsbutikken. Her så hun vores elever i øjnene og lyttede til hvad der fungerer på FGU, samtidig med at hun spurgte, hvordan man kunne have fået flere af de ting, der fungerer på FGU over i folkeskolen.

”Jeg kan mærke jeres sammenhold”

Dagens besøg endte i Café Bataillionen, hvor der var dækket op til kaffe og samtale med en række repræsentanter fra elevrådene fra vores fire afdelinger. Her var der både plads til at dele de ting, der er gode på FGU, hvordan det er anderledes fra fx folkeskolen. Statsministeren lyttede interesseret og var berørt, da samtalen faldt på mobning i folkeskolen og hun kunne se, hvor berørte nogle af eleverne var over at tale om de svære ting. ”Jeg kan mærke jeres sammenhold”, sagde statsministeren, ”det er virkelig tydeligt at I er gode til at tage jer af hinanden”.

Til slut talte statsministeren med pressen foran Bataillionen – og her var der også plads til billeder og selfies.