Skolestart og 1 års fødselsdag

Den 1. august 2020 fyldte FGU Vestegnen sit første år, og mandag den 3. august kunne vi sige goddag til en masse nye, såvel som en masse kendte ansigter, da første skoledag i skoleåret 20/21 blev skudt i gang.

cupcakes i pastel farver

Farvel til gamle elever og velkommen til nye

Før sommerferien sagde vi farvel til en stribe elever og afholdt dimissioner på vores fire lokationer. Over sommeren har vi fået en række nye elever, som vi har glædet os til at byde velkommen efter sommerferien. På alle vores fire lokationer summer det nu igen af liv og lærerne har forberedt spændende forløb, som de glæder sig til at komme i gang med.

FGU Vestegnen fylder 1 år – men ingen fest i år

Den 1. august rundede FGU Vestegnen sit første år, og selvom vi havde håbet på, at vi kunne fejre vores første år med hele skolen samlet på ét sted, måtte vi sande, at vi ikke havde et egnet sted, hvor hele skolen kunne samles, samtidig med at vi kunne opretholde forsvarlige hygiejnemæssige rammer. Vi håber, at vi kan fejre vores 2 års fødselsdag til næste år på mere festlig vis.

“Vi er stolte over, hvor langt vi er nået på vores første leveår, og vi glæder os til at fortsætte med at udvikle FGU Vestegnen og mest af alt at blive ved med at lave spændende og gode forløb med vores dejlige elever,” siger direktør i FGU Vestegnen Hanne Fischer.