Se videoen: Mad, ernæring og bæredygtighed på to ugers forløb på Hotel- og Restaurantskolen

To ugers nye smags-, sanse- og madoplevelser gav eleverne fra køkkenværkstedet i Brøndby masser af ny viden, teknikker og inspiration

I to uger op til efterårsferien var værkstedet Mad, ernæring og bæredygtighed på kombinationsforløb på Hotel- og Restaurantskolen i Valby. I to hele uger lå fokus hver dag på madens fantastiske univers, og elever og lærere fik tid til fx at eksperimentere med mange forskellige råvarer, give sig i kast med nye teknikker, som fx at lave pasta eller forårsruller fra bunden og også få fingre i nogle eksklusive og dyre råvarer, som ikke normalt er på menuen hjemme i køkkenet på FGU Vestegnens Brøndby-afdeling.

Værkstedet holder til daglig til i køkkenet Brøndby, hvor de hver dag snitter, hakker, steger og braser, så der kan sendes smagfuld mad ud til elever og lærere i både Brøndby, Albertslund og Ishøj. Men i de to uger fik de sig en velfortjent pause fra hverdagens madproduktion, mens køkkenet i Hvidovre tog tjansen med at vikariere og producere mad til alle FGU Vestegnens fire sultne afdelinger.

Herunder kan du se en film med det glade køkkenhold og nærmest dufte de lækre retter, eleverne skabte under forløbet.