”Det her er en helt særlig situation for os, så det er vigtigt for os, at der bliver givet standpunktskarakterer på en ordentlig måde,” siger Hanne Fischer, direktør i FGU Vestegnen. ”Vi arbejder derfor lige nu på at finde en ensartet og god måde at gøre det på på tværs af vores hold, værksteder og afdelinger.”
FGU Vestegnen lægger stor vægt på, at standpunktskaraktererne bliver en rimelig erstatning for de prøver, der ellers ville have fundet sted til sommer på vores fire afdelinger. Det skal ikke komme nogen elever til skade, at Danmark er blevet lukket ned som følge af faren for smittespredning med corona-virus.
Beslutningen om at aflyse sommerens eksaminer er et resultatet af en aftale, som regeringen og et bredt flertal i folketinget har indgået kort før påske.