LAN-party i Albertslund

Et tiltrængt socialt arrangement på FGU Vestegnen i Albertslund bød på et 12-timers maraton af gaming, virtual reality, brætspil og bordtennis.

elever spiller computer

Torsdag den 3. februar stod den på et længe ventet socialt arrangement på FGU Vestegnens afdeling i Albertslund, hvor de tre værksteder IT Support, Spildesign og Medier og grafik havde planlagt et fælles LAN-party. Hele dagen – fra kl. 8 om morgenen til kl. 20 om aftenen – stod den på computerspil i forskellige afskygninger, virtuelle oplevelser og også klassiske, analoge brætspil i fælleslokalet Salen og Medier og grafiks lokaler.

Både computer- og brætspil

Selvom LAN-parties egentlig plejer at være arrangementer, hvor der udelukkende spilles computerspil, havde eleverne valgt, at der skulle være mange forskellige muligheder for at spille og hygge sig. Der var derfor både tændt op for Nintendo Switch, mulighed for at prøve virtual reality med Oculus Quest, CS:GO, forskellige brætspil og lagt an til en stor bordtennisturnering.

Computer- og netværksudfordringer

IT supportholdet havde fået til opgave at sørge for, at der var sat computere op til alle deltagende gamere. Det skulle vise sig at være en større udfordring at få sikret et stabilt netværk, som kunne bruges til at game på.

”Vores internetforbindelse i Albertslund viste sig at være for ustabil til at kunne køre store programmer, som f.eks. CS:GO. Det dur ikke, for hvis der bare er ét sekunds forsinkelse, er det ofte forskellen på, om du har ramt din modstander eller om din modstander har ramt dig,” fortæller Kasper Holmgrün, der er hjælpelærer på IT support.

Elever og lærere på IT support måtte derfor lægge hovederne i blød, for at finde ud af, hvad de kunne gøre for at sikre en stabil forbindelse. Èn af løsningerne blev at lave en såkaldt spil-cache, der er en lille mellemstation mellem internettet og de opkoblede computere, der har de nyeste opdateringer til f.eks. CS:GO. Her lader man computerne på netværket downloade opdateringerne fra mellemstationen i stedet for direkte fra internettet og undgår herved at de mange opdateringer tager hele båndbredden. En anden løsning var at koble noget nyt udstyr på de eksisterende routere, men da det stadig ikke løste problemet til fulde, viste et opkald til FGU Vestegnens internetudbyder, at fejlen slet ikke kunne løses lokalt i Albertslund, men var internetudbyderens problem. Som plaster på såret lovede internetudbyderen at skrue lidt ekstra op for internettet den dag, LAN-partyet stod på, og dagen gled perfekt.

Fuld forplejning og højt humør

Selvom menuen til LAN-parties traditionelt står på chips og cola, så havde de tre værksteder allieret sig med køkkenværkstedet Måltid og bæredygtighed for at få gjort klar til, at LAN-partygæsterne kunne lave deres egne pizzaer i køkkenet. Til aftensmad stod et hold elever for både at købe ind til og gøre klar til byg-selv-burgere.