Et 9 uger langt billedkunstprojekt for et mindre, blandet hold bestående af elever fra to af FGU Vestegnens værksteder i Albertslund kulminerede tirsdag eftermiddag i en fernisering af en samling af elevernes kunstværker. Her var der både feststemning og mange interesserede blikke på den før så kedelige mellemgang, der nu er transformeret til et underfundigt og smukt rum, hvor man har lyst til at sidde og tale eller bare nyde udtrykket, mens elevernes fine værker udsmykker væggene.
Projektet, der er et samarbejde mellem Albertslund Billedskole og FGU Vestegnen, har været en stor succes. Hver tirsdag de seneste 9 uger har Marianne Jørgensen og Louise Holmgren fra Albertslund Billedskole skabt et undervisningsrum med fokus på udtryk og æstetik for en mindre gruppe elever fra Medier og Grafik og værkstedet Omsorg, Sundhed og Pædagogik. Forløbet er støttet med midler fra Sundhedspolitikken i Albertslund kommune, som har fokus på kultur til at fremme den mentale sundhed og trivsel. Og at eleverne har trivedes, er ingen i tvivl om:
”Første gang vi kom til undervisning, var der en enkelt elev eller to, der slet ikke havde lyst til at rydde op efter vores time, så vi lod dem sidde lidt længere. Men der gik ikke mange uger, før samtlige elever blev hængende efter vores time var slut og sad og arbejdede videre,” fortæller Marianne Jørgensen fra Albertslund Billedskole.
Da eleverne skulle evaluere projektet, var der også roser til forløbet. ”Eleverne var meget positive og fortalte om, hvor rart et sted det var at være, hvor fedt det var at prøve noget nyt og hvor meget de glædede sig til vi skulle komme”, fortæller Louise Holmgren. ”Det var så rørende. Da jeg hørte udtalelser som ”Tirsdag er den bedste dag på ugen, fordi jeg ved at jeg skal være her” eller ”Jeg troede ikke at jeg kunne lave noget, som jeg ville blive glad for”, fik jeg tårer i øjnene”.
Der kan vist ikke herske tvivl om, at været godt for den mentale trivsel for eleverne, der også har fundet hinanden på tværs af de to hold. Både elever og lærere fra FGU Vestegnen og lærerne fra Billedkunstskolen håber, at der kan søges penge til at finansiere et lignende forløb til foråret.
”Det har været et virkelig fedt forløb. Eleverne har arbejdet så koncentreret og har skabt så fine ting. Kunsten kan så meget, og lige her har vi ikke kun skabt et fint rum i form af den omdannede mellemgang, men også et virkelig dejligt ”rum” at være i, når vi hver tirsdag mødtes om en fælles passion og havde det så rart sammen. Vi har været så glade for at være her!”, slutter Marianne Jørgensen.