Der var spænding i luften over Edison-scenen på Frederiksberg, da FGU Vestegnens dramahold havde premiere på forestillingen, som de har lavet i samarbejde med fonden C:NTACT. På trods af nervøsitet – og endda mandefald i sidste øjeblik – leverede dramaholdet en sansemættet og fantastisk forestilling for en fyldt sal; monologer flettet ind i et minimalistisk og meget virkningsfuldt sceneshow af lyd, lys, livetegning og sange. Spørgsmålet ”Hvad er der galt med jer” – et spørgsmål som vores unge er ganske trætte af at få stillet – blev vendt på hovedet, når de unge fra dramaholdet folder deres historier ud.
8 modige unges fortælling
Forestillingen er en kalejdoskopisk collage af 8 modige unges egne fortællinger om at være ung og på forskellig vis have svært ved at passe ind i uddannelsessystemet. I dag går de alle på FGU Vestegnen, hvor de har fundet et uddannelsessted, der med WB Yeats ord “tænder en ild” i dem. Men vejen dertil har været svær for dem alle, på hver deres måde, og forestillingen åbner en dør på klem og inviterer publikum ind til at forstå, hvad nogle af grundene kan være, når unge bliver tabt i uddannelsessystemet. Tør du kigge ind og forstå de unges virkelighed og alt hvad de har været igennem? Og tør vi stille os selv og hinanden spørgsmålet om, hvad vi som samfund kan gøre for at ændre på det?
Efter forestillingen blev der delt roser ud til de unge deltagere, hvorefter det var tid til en Q&A med de unge, hvor publikum kunne stille deres spørgsmål til deltagerne og forestillingen.
Gratis forestilling frem til 9. juni
Forestillingen er lavet i samarbejde med C:NTACT, en fond der sætter fokus på og giver stemme til marginaliserede grupper i samfundet for at opløse fordomme og skabe dialog. Forestillingen er støttet af Egmont Fonden og spiller frem til den 9. juni 2023 på Edison Scenen i København. Billetterne er gratis og der er også mulighed for at få forestillingen gratis ud på uddannelsesinstitutioner.
Læs mere om forestillingen og book dine gratis billetter her
Se billeder fra forestillingen her
Alle billeder er taget af Emilie Legaard og Sarah Simoni, elever på FGU Vestegnens værksted Visual Media i Brøndby