Man skal ikke have let til tårer, når man ser teaterstykket ”Køn, Krop og Kærlighed”, som drama-linjen spiller i denne uge. Her præsenteres man nemlig for en række små sekvenser af de unge elever på FGU Vestegnens egne fortællinger om at være ung, være kvinde, være mand, være for meget eller for lidt, være bange, være spærret inde i eget hoved og krop og om at være sig selv på godt og ondt.
De hudløst ærlige fortællinger er rå, barske, ubarmhjertige – og ægte. Eleverne har nemlig åbnet op overfor hinanden, og via skrive- og interviewprocesser har de lyttet til hinandens fortællinger for derefter at skrive dem sammen til en samlet fortælling om at være ung i dag. De unges unges fortællinger vokse ud af en minimalistisk sort scenografi og via kroppe, ord, musik og dans rækker de ud og tager deres publikum lige ved struben.
De modige fortællinger kredser om oplevelser som voldtægt, diskrimination, spiseforstyrrelser, angst, depression og selvmord.
Hvis du endnu ikke har været inde og se forestillingen ”Køn, Krop og Kærlighed”, kan du nå at være med fredag den 24. juni kl. 10.30 på FGU Vestegnen i Brøndby, Nykær 44. Forestillingen varer en time, billetterne er gratis og de kan bestilles hos holdets lærer Lynne Sundstrøm på lyksun@fguvestegnen.dk.