Magnus har ikke altid været den fødte sælger, selvom han godt kan se sådan ud, når man betragter ham, mens han går hjemmevant og selvsikker rundt i den afdeling af sportsmaster, hvor han nu er blevet fastansat. Han kender butikken, varerne og kan vejlede og hjælpe kunderne med et stort smil. Han er sågar blevet den medarbejder i alle landets Sportmaster-butikker, der har solgt flest ”opsalgs-sokker” to måneder i træk, altså sokker solgt udover den vare, som kunden egentlig kom ind og ville købe. Magnus kan altså noget med salg – men sådan har det ikke altid været.
”Da Magnus startede her på vores PGU-linje Handel og Service havde han svært ved at finde meningen med det teoretiske, ” fortæller Tina Lilleskov Graugaard Pedersen, der er lærer på linjen. ”Det var, som om det hele var for langt fra virkeligheden for ham, og det var frustrerende og demotiverende for Magnus, fordi han slet ikke kunne se lyset i de opgaver, vi lavede.”
Derfor undersøgte hans lærere muligheden for, at Magnus kunne komme i 14 dages erhvervstræning i en Sportmasterbutik i Waves i Hundige.
”Efter en uge var jeg på besøg i butikken for at se, hvordan erhvervstræningen gik – og her kunne jeg næsten ikke kende ham; der stod en glad, smilende Magnus, der havde fundet sit rette element og simpelthen bare stortrivedes,” fortæller Tina Lilleskov Graugaard Pedersen.
Mere tid ”i virkeligheden“
Nu gik hans lærer og vejleder fra FGU Vestegnen i gang med at undersøge, om Magnus kunne blive i Sportsmaster i praktik og blive flyttet over på EGU-linjen, hvor praktikdelen fylder ca. 2/3 – alt sammen i samarbejde med vejlederen fra hans kommune. Og det lykkedes – både kommune og Sportmaster var med på ideen, og nu var det som om den teoretiske del af Magnus’ skolegang begyndte at give mening for ham, nu hvor han havde en konkret hverdag og helt praktiske erfaringer at hænge teorien op på.
Flot præsentation hev eksamen i hus
Mandag den 10. oktober gik Magnus til sin afsluttende eksamen på FGU-niveau 3. Her imponerede han både lærer og censor ved at præsentere et nøje udtænkt koncept for åbning af en ny Sportmaster-butik, som han havde valgt skulle ligge i Ishøj Bycenter for at give en konkurrerende sportsforretning kamp til stregen. Til åbningseventet havde han bl.a. valgt at der skulle deles balloner ud til børnene og at kunderne ved kassen kunne dreje på et lykkehjul, der viste, hvor meget rabat de ville få.
”Vi var meget imponerede over detaljegraden i Magnus’ overvejelser – alt lige fra placering af butikken til hvordan man skaber en festlig åbningsdag, der kan tiltrække masser af kunder. Han havde endda gjort sig overvejelser over, hvilket gulv der skulle ligge i butikken for at skabe et godt indemiljø og skåne de ansattes ben og rygge mest muligt. Magnus har aldrig været glad for at skulle stille sig frem foran mennesker og fremlægge, men her stod en ung, selvsikker mand og fremlagde et virkelig flot koncept,” fortæller lærer på Handel og Service, Tina Lilleskov Graugaard Pedersen.
Han havde desuden lavet en såkaldt ”kig-kasse”, en 3D-visualisering af butikken, som Magnus havde forestillet sig den på åbningsdagen, som hans censor sagde var den flotteste, hun nogensinde havde set.
”Jeg er godt tilfreds med mit arbejde og jeg har lært rigtig meget, selvom det var svært at være kreativ og skulle konceptudvikle” fortæller Magnus Kokholm Larsen, der efter sin eksamen blev fejret af sin familie. Magnus kan nu glæde sig over en flot eksamen fra FGU Vestegnen og en fastansættelse i Sportsmaster.