Det var Kian, Francis og Tezza fra Håndværk og service i Hvidovre, der med både ros fra censor og deres lærer Jann Bredahl Sørensen, kunne sætte et flot punktum for en tre-dages portfolioeksamen og deres uddannelse i FGU Vestegnen.
Eksamen varer tre dage
Den eksamensform, som PGU’erne skal bestå for at få deres uddannelsesbevis, hedder en portfolioeksamen, som i dette tilfælde forløber over tre dage. Fordi de tre elever går på linjen Håndværk og service skulle de første to dage bruges på at lave et produkt efter eget valg. De tre elever havde alle valgt at lave en lille bænk. På tredjedagen kom censor og de tre elever skulle hver for sig præsentere deres bænk og beskrive, hvilke materialer de havde bruge, hvordan arbejdsprocessen for produktionen af bænken havde været, hvilke maskiner de havde brugt og vise, hvordan man udregner en pris for bænken.
”Det er jo første gang, jeg har elever til eksamen på denne måde, så jeg var da også både spændt og nervøs for, om jeg havde fået skruet det hele rigtigt sammen”, fortæller Jann Bredahl Sørensen, lærer på Håndværk og service i på FGU Vestegnen i Hvidovre. ”Jeg var slet ikke i tvivl om, at Kian, Francis og Tezza ville klare eksamen så flot, så jeg håbede bare på, at jeg også havde gjort mit til, at de kunne vise, hvor dygtige de er.”
Censor var imponeret
Men der var ingen grund til at være nervøs. Det var nemlig en imponeret censor, der onsdag formiddag fik fremlagt de tre fine og ret forskellige bænke. Og udover at hun var meget inspireret af den måde, eksamen var skruet sammen på, syntes hun, at de tre bænke var virkelig flotte – så flotte, at de eneste der afholdt hende fra at købe den ene bænk og tage den med hjem, var at hun ikke havde plads i sin bil.
Nyt år, nye udfordringer
De tre stolte elever håber på, at det nye år vil bringe nye udfordringer med sig; Kian og Francis vil begge gerne starte på tømreruddannelsen, mens Tezza vil gerne begynde på uddannelsen til møbelsnedker.
FGU Vestegnen ønsker de tre elever et kæmpe stort tillykke med deres flotte FGU 3-prøve og held og lykke fremover!
Herunder ses Tezza (på billedet for sig) og Kian og Francis (sammen) i fuld koncentration på prøvens første dage og resultatet af deres indsats: to af de flotte bænke, som de producerede.