FGU Vestegnens musikhold vinder pris på FGU’ernes musikfestival GoodSound

Prisen for ”bedste indlevelse” gik til FGU Vestegnens musikhold, der leverede en powerperformance af elektrorocknummeret ”The hand that feeds”

Den årlige FGU-musikfestival GoodSound, der løb af stablen onsdag den 17. maj på FGU NORD i Ballerup, leverede både ægte festivalstemning, underholdning, mad, kaffe, merchandise, høj sol og masser af god musik leveret af de 10 deltagende FGU’er fra hele landet.

To scener leverede musik til publikum

Fra to scener leverede de 10 deltagende FGU-skolers musikhold en masse god musik. Den ene af de to scener stod FGU Vestegnen for, så her var en elev fra musik og sceneteknik, som ikke skulle være med til at spille, travlt beskæftiget hele dagen med at rigge til, sætte op, tage ned og sørge for god lyd, når et band gik på.

Professionelle dommere

Forrest på pladsen og med perfekt udsyn til og lyd fra begge scener sad et dommerpanel, bestående af professionelle musikere og branchefolk, og betragtede de mange performances. De tog noter og vurderede, hvem de syntes, der gjorde det bedst indenfor kategorier som ”bedste akustiske performance”, ”bedste elektriske performance” og ”bedste energi”. Efter alle 20 acts havde leveret alt hvad de havde i sig, trak dommerne sig tilbage og voterede – og her var de enige om, at FGU Vestegnens musikhold skulle have prisen for ”bedste indlevelse” med deres fortolkning og energiske levering af Nine Inch Nails-nummeret ”the hand that feeds”.

”Jeg er så stolt af, at holdet fik prisen for bedste indlevelse, og jeg synes den er velfortjent. Hele gruppen spiller sammen om at give nummeret en nerve og intensitet, som vi virkelig synes kommer ud over scenekanten. Det har dommerne også kunnet mærke, og det synes jeg virkelig viser, hvor meget gruppen formår at formidle de følelser, der er i musik”, siger lærer på musikholdet, Simon Roland Petersen.

Efter en lang og god dag gik musikholdet i gang med at pakke udstyret fra deres scene ned og kunne tage hjem, både trætte, stolte og glade efter en lang dag med masser af fest og musik – og en flot pris.