For 14. gang løb FGU-elevernes landsdækkende foto og film-konkurrence, Zoom-festivalen, af stablen i Brøndby, hvor der var linet op med et awardshow med både prominente talere, underholdende indslag og ikke mindst et enormt højt niveau af deltagende fotos og film. I år havde Zoom-festivalen deltagere med fra 6 forskellige FGU’er, hvoraf de fleste var samlet fysisk i Brøndby – og de to længst væk, nemlig FGU Aalborg og FGU Aarhus, var med via et livestream.
Alle deltagere havde fået 10 dage til at nyproducere en billedserie eller en kortfilm på max 2,5 minut under overskriften ”hemmelig”. Det kom der et væld af meget forskellige og flotte produktioner ud af, helt præcist 5 kortfilm og hele 35 billedserier. Alle sammen det, som FGU Vestegnens bestyrelsesformand og borgmester i Albertslund kommune, Steen Christiansen, i sin tale ”ikke tøver med at kalde kunst”.
FGU Vestegnen tog 4 ud af 8 priser
Det blev til en del priser til FGU Vestegnens elever fra Visual Media-værkstedet i Brøndby. Vores elever gjorde rent bord i film-kategorien, hvor de to professionelle dommerne skulle uddele prisen ”Bedste film” og særprisen ”Zoomprisen”. Zoomprisen gik til Gabriel for sin dystopiske og dystert underholdende “Mystery Meat” og “Bedste Film” gik til den smukke og sansemættede kortfilm “Liv”, som eleverne Nanna, Emil og Krestoffer stod bag.
I kategorien foto blev der uddelt 6 priser; ”Bedste Ide”, ”Bedste Billedserie”, ”Bedste Enkeltbillede” og så havde dommerne mulighed for at give op til 3 særpriser ”Zoompriser”, for noget de syntes udmærkede sig i særlig grad, men som ikke hørte ind under de definerede kategorier. Også her var dommerne meget begejstrede og imponerede over niveauet og valgte at uddele alle tre særpriser. En af dem gik til eleverne Marlin og Cody for et af deres smukke portrætter og eleverne Sarah, Sean & Sarah tog prisen for “Bedste Idé” for deres billedeserie om tabuer.