Nyheder | Trivselsprojekt

FGU-elever designer det gode læringsmiljø

Hvordan ser et godt undervisningslokale ud på FGU? Dét har underviserne Vibeke Christina Hansen og Abdelmoula Fatach udfordret AGU/DSA 1–holdet på FGU Vestegnen i Hvidovre til at diskutere og komme med bud på.
  • mar 26, 2026

Af Morten Stouenberg, projektleder

En af nøgleerfaringerne fra FGU Vestegnens og FGU Nords fælles trivselsprojekt ”Velkommen i klubben” er, at elevernes oplevelser af læring er afgørende for deres trivsel på FGU. Grundlæggende er trivselsniveauet blandt eleverne højt, når de oplever, at FGU hjælper dem videre i ungdomslivet og giver dem en tro på fremtiden.

Derfor er det klart, at de fysiske rammer på FGU har stor betydning for elevtrivslen. For man lærer selvfølgelig bedst i omgivelser, som er indbydende og motiverende.

Men hvad kendetegner så egentligt et godt FGU–undervisningslokale? Her kommer et udpluk af svarene fra eleverne på AGU/DSA 1–holdet.

Elevskabe og plakater med formler og grammatik
Ifølge Yasmin og Saayon er præmissen, at undervisningslokalerne på FGU er til… ja, netop…undervisning. Derfor skal de ikke fyldes op af en masse ”unødvendige ting”, men have en indretning, som er ”simpel” og ”frisk” og fokuseret på, at eleverne først og fremmest er der for at ”lære noget”.

Der er brug for lyse farver på væggene, fx grøn, personlige, aflåselige skabe til opbevaring af bøger og arbejdsredskaber samt ”plakater med matematikformler og dansk grammatik”, så ”man kan se det”, som man er kommet for at lære.

Se forslaget her.

Noget specielt, ikke noget almindeligt

Ivans overvejelser går i en helt anden retning. Han har gået i skole i Ukraine i elleve år, og herfra er han vandt til et undervisningslokale, som er ”sindssygt stramt” og ”bare kedeligt”. Så han ”elsker, når det er frit” som i Danmark og synes, at han ”lærer meget mere” her end i skolen i Ukraine, hvor ”du ikke må have det sjovt”, men ”kun sidde og læse, og du må ikke snakke”.

Derfor ønsker Ivan et undervisningslokale, som ikke er ”noget almindeligt, men noget specielt”. Hans forslag er, at man fx. kan udsmykke endevæggen med en AI–genereret fotocollage, der afspejler de mange forskellige lande og baggrunde, som FGU–eleverne kommer fra.

Se forslaget her.

Farver og tilhørsforhold
Haleema kan godt lide farver. Så det er vigtigt for hende, at undervisningslokalet ikke er ”meget hvidt”. Hun kan også rigtigt godt lide at gå i skole. Så hun synes også, at det er vigtigt, at man som FGU–elev får en følelse af at høre til sit stamhold, selvom man kun er der kortvarigt.

Hendes forslag er derfor, at der samarbejdes med værkstederne på FGU om at lave farvestrålende produkter til undervisningslokalerne, der minder eleverne om, at de er en del af holdets historie. Det kan fx. være træsnit, puder og små billedportrætter af nye og gamle elever, der kan hænge på væggene.

Se forslaget her.

Seneste nyt

Ingen resultater..