600 elever samlet til kick off-fest

Torsdag den 31. august dannede MusikTeatret rammen om en forrygende dag med rap, fest og foredrag

Den sidste officielle sommerdag i 2023 bød på regn det meste af dagen, men indenfor i MusikTeatret i Albertslund var stemning høj torsdag den 31. august, da 600 elever fra FGU Vestegnen og FGU Nord var samlet til stor kick off-fest.

Freestylerap, foredrag og dilemmaknuseri

Dagen bød på en række underholdende indslag, som eleverne i hold på skift skulle ind og se. Der var bl.a. Julius Myginds foredrag ”Du er ikke f*cked, du er bare ung”, dilemmaknuseroplevelsen ”Bjørn, Laura og FGU-monopolet” med FGU-elevspørgsmål og elever i panelet, energisk rytmekoncert med Heart Beat Group og freestylerap med Rapolitics. Dagen var fuld af højt humør og god energi.

Fokus på trivsel på FGU

Festen markerede starten på et nyt stort tema om trivsel på de to FGU’er, som allerede fra denne uge starter med en kortlægning af trivslen på de to skoler. Herefter arbejdes der intensivt på tværs af skolerne for at sætte ind med konkrete tiltag, der kan gøre hverdagen og følelsen af at høre til og gøre en forskel større for eleverne:

”Her på FGU er det vores mål at bygge vores elever op, så de kan sendes godt videre i uddannelse eller job. Det kan vi ikke, hvis ikke de trives her – og derfor er FGU NORD og FGU Vestegnen gået sammen om det første store trivselsprojekt i Danmark i FGU-regi, ” fortæller projektleder Morten Stouenberg

”Vi har jo de sejeste og sødeste elever – og samtidig er der mange af dem, som har haft et noget anstrengt forhold til alt, hvad der hedder skole, ofte fordi de gennem mange år ikke har følt, at de hørte til eller fordi de kæmpede sig gennem skolefagene uden den nødvendige hjælp med et uopdaget handikap, som f.eks. ordblindhed.”

Hjælper unge på FGU i hele landet

Kick off-festen var startskuddet til en stor, systematisk undersøgelse, der skal munde ud i konkrete tiltag for eleverne på FGU Vestegnen og FGU NORD. Derefter er det planen, at tiltagene skal rulles ud til alle FGU’er i hele landet.

”Vores elever hjælper på den måde ikke kun sig selv og deres kammerater på skolen, men faktisk vil deres engagement og besvarelser også hjælpe deres kammerater på andre FGU’er i hele landet,” slutter Morten Stouenberg.

Du kan læse mere om projektet, der er støttet af EU’s Socialfond Plus og Region Hovedstaden på www.velkommeniklubben.dk