Frisør og Skønhed
Lær at arbejde med hår, makeup og skønhed med kunden i centrum
Linjen findes her: FGU Vestegnen Hvidovre
Frisør og Skønhed er for dig, der har lyst til at styrke din viden og evner inden for de fleste discipliner i frisørfaget.
Linjebeskrivelse
Du kommer til at arbejde med opsætninger, hårfarvning, klip, permanent, hår-ekstensions, styling med forskellige jern, makeup og velvære mm. Vores undervisning og praktiske opgaver er med og for mennesker. Du får derfor også et godt kendskab til, hvad det vil sige at arbejde i et servicefag, hvor arbejdet omhandler kunden, der skal føle sig godt tilpas.
Hverdagen
Vi arbejder i lokaler, der minder om rigtige frisørsaloner, og hvor du får mulighed for at prøve det udstyr, der bruges i frisørsaloner. I undervisningen øver vi teknikker og er selv hårmodeller, men vi modtager også kunder i vores egen salon. Vi har altid gang i et projekt eller forbereder os til et event, f.eks. tager vi ud og ordner hår og bryn på kunder i et aktivitetscenter.
Du får grundigt indblik i alle frisørfagets grundlæggende elementer, som f.eks. salg, kundeservice, kommunikation og personlig fremtræden. Du får også kendskab til teorien bag frisørfaget, modens historie og trends, makeup, hudpleje, udførelse af alle former for kundebehandlinger. Vi lærer og udfører bl.a. kundebehandlinger som hårfarve, permanent af hår, styling, ekstensions, bryn og vipper. Som en vigtig del af frisørfaget og andre skønhedsbrancher lærer du også om allergener og hygiejne i saloner.
Studieliv
Vi går op i, at der er plads til forskellighed. Vi kan alle lære af hinanden, og vi ser det som en styrke, at vi er gode til forskellige ting. Vi hygger os, imens vi lærer.
Fremtidsmuligheder
Din viden og erfaring fra linjen kan du bl.a. bruge til at søge uddannelser som frisør, kosmetiker, salgsassistent eller iværksætter.
Produktionsgrunduddannelse
Hvad er PGU?
Linjen er en del af PGU-sporet. PGU er et af tre spor på FGU Vestegnen. Læs mere her.
Hvad er særligt ved PGU?
Med en uddannelse på linjen, går du på det, som vi kalder for Produktionsgrunduddannelsen (PGU). PGU er for dig, der godt kan lide praktisk arbejde. Undervisningen minder på mange måder om dagligdagen på en arbejdsplads, hvor du producerer varer eller ydelser som kan sælges.
Ved siden af den praktiske undervisning, får du også undervisning i dansk, matematik og PASE (Privatøkonomi, Arbejdspladslære, Samarbejdslære, Erhvervslære) samt eventuelle valgfag. Du kan også komme i praktik, imens du går på linjen.
Hvilke fremtidsmuligheder giver PGU?
På PGU bliver du kvalificeret til at fortsætte på en erhvervsuddannelse eller i et ufaglært job, inden for et af uddannelsens fagområder.
Hvis du gennemfører et forløb på minimum 12 uger på tilfredsstillende vis, får du et kompetencebevis. Beviset dokumenterer de faglige kompetencer og karakterer, du har opnået og eventuelt også personlige og sociale kompetencer.
Hvis du afslutter PGU med en faglig prøve på FGU 3-niveau, får du et uddannelsesbevis, som dokumenterer de kompetencer, du har opnået.
Hvilke prøver er der på PGU?
Du skal til afsluttende prøver i dansk og matematik samt et ekstra fag, når du har fulgt fagene på enten D-, E- eller G-niveau. Prøverne bedømmes med en karakter efter 7-trins-skalaen.
Du kan afslutte dit faglige tema med en prøve på FGU 3-niveau, når din underviser vurderer, at du er parat. Prøven bedømmes bestået/ikke bestået. Hvis du afslutter dit faglige tema på FGU 1-niveau eller FGU 2-niveau, bliver det vurderet med en standpunktsbedømmelse, om du er bestået/ikke bestået.
